23.07.2008 Astas fødselsdag: far planter en rose, vi sender en ballon til dig i himlen

23.07.2008 Astas fødselsdag: Elias har bygget en bamse til dig og du får din vindmølle marie

23.07.2008Astas fødselsdagdag.Tak til de der var forbi graven satte ting til dig sendte hilsner

Vi var ikke alene på Astas fødselsdag. Fra morgenstunden var der på graven besøg af bedste, moster Anja og Pernille, Onkel Niklas og niece Matilde med blomster og skønne mariehøns. Senere kom angelica med et dejligt lys hun havde skrevet på til Asta og en træfugel til træet, mormor med en bamse, moster Pia med de skønneste små engelpiger, og Line og Thor med bekymringsdukker og røgelse. Fra udlandet fik jeg hilner fra Sussie og Lone, og det varmede meget at så mange huskede Astas fødselsdag.

23.07.2008 Astas fødselsdag. Vi bærer dig i hjertet så længe vi lever og du er den første vi søger efter når vi dør!

Vores Asta

Elias, Lars og jeg har været 3 dage på Møn i telt. Det var svært at tage afsted fra Christanshavn mod Møn. Det kom bag på mig, hvor svært det var at vi skulle på ferie og "efterlade" Asta på kirkegården. Med min fornuft ved jeg det ikke er sådan, at Asta ikke er bundet til hendes døde krop, men følelsesmæssigt var det svært. Dette at blive så overrumplet af følelser der kommer uden på nogen måde at have være forudset, mindede mig om mors dag. Her blev jeg også overrumplet af min ked af det hed, over at det var mors dag, og at jeg var mor, men ikke fik nogen blomster, for det får man ikke når ens barn er dødt, måske fordi man ikke er mor ? Senere fortalte jeg Lars om det, og han sagde straks, at næste år køber han blomster fra Asta til mig på mors dag, han er virkelig den bedste mand og far, og jeg er mor.

Vi tog på kirkegården som det sidste inden vi satte kurs mod Møn, det gjorde bare så ondt i mit hjerte, min lille pige, man rejser da ikke fra sin baby. Om aftenen havde Elias hjemve, det sad i hans hjerte og i maven, og det var ligesom den første aften væk hjemmefra også var den sværeste for mig og længslen efter min Asta størst.

Men Asta tog med os på ferie, selvfølgelig gjorde hun det. På møns klint fandt Astas far en rigtig fin rund kridt sten som skal ligges ned ved graven. Mens Elias og jeg sad og ventede på far der hentede bilen, trillede stenen pludselig og Elias mente det måtte være Asta der legede med sin sten. Elias sagde han har svært ved at forestille sig hvordan Asta ser ud, og jeg svarer, om han ikke kan forstille sig det fra den tegning vi har hængende af Asta på væggen. Elias siger, det jo er af hendes krop, han tænker på hvordan hun ser ud som engel. Som på tegningen foreslår jeg, bare med vinger. Ja siger han, og så er hun nok helt hvid, for det er engle jo, og måske har Gud givet hende magiske krafter............

Den sidste aften sidder vi tre og spiser i en have og nyder det sidste solstrejf. I haven vokser ukrudt, af den slags som af og til stikker frem ved Astas grav. Elias og Lars synes det ser pænt ud her, jo siger jeg, det skal bare ikke være hos min Asta. Din Asta siger Elais foraget, hun er da ikke kun din Asta, hun er vores . Selvfølgelig siger jeg, vores Asta. Og ja også farmors siger Elias, for hun er jo også farmor til Asta. Du har ingen far, fortsætter han henvendt til Lars, næ siger Lars, han er jo død, så han er sammen med Asta. Jeg siger, at jeg jo synes Lars har en far, for selvom han er død, er han stadigvæk, bare ikke her på jorden, og jeg har et barn fortsætter jeg, og Elias du har jo også en lillesøster, både på jorden og i himlen. Ja jeg har jo to, siger Elias tænksomt.

Næste dag hopper Elias på en hoppepude med en dreng. De to drenge udveksler data, hvad heddder du, hvad klasse går du i osv. Jeg hører ikke rigtigt efter men kigger op da Elias højt siger Asta, AS-TA. Jeg ved ikke hvad drengen har spurgt Elias om, men mit gæt ville være om Elias har søskende og hvad de hedder. Det varmede i øjeblikket mit hjerte at Elias fortæller om Asta, men samtidig mærkede jeg også en bekymring for Elias, for bare han ikke skal udsættes for så mange dumme og sårende bemærkninger som jeg har fået gennem tiden. Det er sårbart at fortælle om sit døde barn, om sin døde lillesøster.

Et lys for Asta

Der brænder altid lys hos min Asta, 24 timer i døgnet, i solskin, i øsende renvejr, om dagen, om natten, i lys og i mørke, altid er der lys der brænder for min Asta.



Idag mens Astas far har lavet store kunstværker har jeg malet lys til Asta. Al begyndelse er svær, men jeg ved Asta ville have synes om dem.

Rekreativ weekend

Lars og jeg vil ud i naturen i vores nye gamle Anders And bil. Lars siger, vi må først til Asta for han lovede hende igår, at han ville komme idag og lave hendes have fin. Jeg siger selvfølgelig, vi kan ikke have Asta sidder skuffet oppe i skyerne og siger, min far lovede..................

Gave til Asta

Se hvad Asta har fået af min Sus. Jeg er bare så glad for børnebilledet her. Det skal op og hænge på væggen ved siden af Astas tegning og fodaftryk.

Kunst

Måske ikke det store kunstværk, indrømmet. Men efter jeg har malet denne engel til Lars er han blevet mere glad for at gå på arbejde.







Mine malerier bliver sjældent rost, men idag roste Kim mit billede; bøn til Gud. Kim er kunstner, så jeg blev stolt. Det er malet mens min Asta lå og sparkede inde i min mave og var færdigt på få minutter. Ja sagde Kim, nogengange er der større kræfter der er med en, og det skal man bare være taknmelig for .

Betydningen af at asta er død

8. juli 2008

Jeg spørger mig selv i højere grad, hvilken betydning det har og får at Asta er død. Jeg har talt med andre forældre til en engel, der siger, de intet vil lave om i deres liv, for det vil betyde der var en mening med deres børns død. Jeg har endnu ikke mødt forældre til døde spædbørn der taler om at der var en mening med at deres børn var døde, men jeg har mødt andre og velmendede mennesker der prøver at fortælle mig at der sikkert var en mening med Astas død.
For mig er det meningsløst at Asta døde og det står ikke til diskussion. Det er ikke det samme som at hendes død ikke har fået en betydning for mit liv og jeg mener jeg skylder min datter at hendes liv gjorde en forskel inde i og udenfor mig.Asta kom, var og er og det er af stor betydning. Asta var et barn, mit barn og Larses barn. Asta var sin egen sjæl, som efter min overbevinsing lever videre. Hvilken enorm betydning Astas liv og død har fået, tror jeg jeg endnu ikke jeg kan forstå. På det indre plan er jeg blevet dybere, alvorligere, mere følsom og selvom det kan føles tungere er det alligevel en stor gave. På det ydre plan er det meget tydeligt, gamle venskaber er så pludseligt afviklet, uden helt at vide hvordan er de væk. Mit arbejde fra underviser til sygeplejerske på et Hospice. Hvor kom det fra, jeg aner det knap, men er slet ikke i tvivl. Hvordan og hvorledes jeg ved det ikke. Min kærlighed til min lille pige er så mægtig og så transformerende - en så stor kærlighed får betydning selvfølgelig gør den det- og hvor stor vil jeg måske med tiden forstå. Asta min lille pige af guld, mor elsker dig op til himlen og tilbage igen, forevigt.

Farvel til gamle venner, Juli 2008

Mandag den 7.juli 2008
Dette her handler ikke direkte om Asta men alligevel har det alt med hende at gøre alligevel, mine venskaber. Mine venskaber holder ikke, et efter et falder de, det er frustrerende og skræmmende. At miste mit barn, Asta, har været så voldsomt for mig og sat gang i meget meget dybe processer, kun få har stået igennem sammen med mig og nogle få står på standby.

Meget af mit tidligere samvær keder mig, det keder mig at høre om perfekte voksne børn og hvor godt de havde klaret sig, det keder mig at høre om overfladisk arbejdssnak, om rengøringshjælp, nedgørende bemærkninger om usikre kollegaer og boligindretning. Det er sådan man ofte, eller jeg oftes omgåes andre mennesker, måske fordi vi ikke tør mødes som mennesker og tale om livet og det der rør sig og virkelig betyder noget. Jeg kan det ikke længere, spilde min tid på ligegyldigheder, det får mig til at føle mig ensom, og at jeg spilder mit liv og bevæger mig væk fra mig selv og mit eget lys. Det har måske altid kedet mig, men efter Asta er død, kan jeg slet ikke have det.

Så er der de veninder jeg ikke har set siden Astas død som gerne vil ses og måske gerne har villet, noget med, sig til når du vil ses.... . Når man er i sorg har man ikke brug for at folk holder sig væk, og man selv skal bede om hjælp, mere end nogensinde har jeg oplevet at vi har haft brug for at folk stiller op. Jeg føler mig svigtet af mange og det er kommet rigtigt meget bag på mig. Tilgengæld har jeg mødt nye mennesker, fremmede mennesker som bare har rummet mig og mit barn på en helt fantastisk kærlig og omsorgsfuld måde. Der er mennesker jeg aldrig kommer til at se igen, nogen jeg er i tvivl om, fordi det er svært for mig, efter hvad jeg har gået igennem, at genoptage relationer hvis de ikke har været med hele vejen. Måske som en anden engelmor så fint har sagt det:


"Jeg tror, at det ofte er nødvendigt eller i hvert fald af stor betydning for os englemødre, at dem vi har tæt på os, har SET os og vores sorg... Vi bliver ikke de samme mennesker, som vi var engang, og derfor er venskaber man havde før man mistede nok svære at fastholde, hvis ikke vennen eller veninden var "med" og så vores sorg og smerte i tiden efter vi mistede vores børn...

Jeg ved godt det kan lyde som en klagesang, jeg ved godt jeg er et klynkeoffer og de andre ikke forstår mig, måske er det ikke nogens skyld, men det der er sket er så dybt i mig, så gennemgribende forandrende, jeg er ikke den kvinde jeg var for et år siden, før Asta kom var og er... Astas kommen og væren har lavet om på alt inde i mig, og i bedste fald er det bare gået sådan. Det var slutningen og selvfølgelig også begyndelsen..................

Skuffet over livet, juni 2008

Mandag den 30 juni 2008.
I går fik jeg menustration, lige på slaget, 14,5 dage efter ægløsning, som et urværk tik tak, tik tak. Jeg vidste det godt min intuition er åbenbart ikke helt ude i skoven, havde da godt fornemmet jeg ikke var gravid, hvorfor havde jeg så den drøm. Jeg drømte for nogle måneder siden jeg fik menustration på 27 dagen, det var som om jeg havde dagsbevidsthed i drømmen, for jeg undrede mig over menustrationen kom så tidligt, da jeg ifølge ægløsningtidspunkt først skulle have den på 30 dagen. En stemme sagde jeg ikke skulle være ked af det for jeg blev gravid i næste cyklus og ville få et barn i fiskens tegn. Jeg fik menustration på 30 dagen og lidt hovedregning fortalte mig også at en graviditet i næste cyklus ikke ville blive ”en fisk”, jeg glemte drømmen. Indtil denne måned hvor jeg får menustration på 27 dagen, det sker måske en gang om året at min ægløsning falder så tidligt, jeg talte spændt frem jo sandelig det ville i så fald blive et barn i fisken tegn. Ak jeg er ikke clairvoyant. Satte mig ned ved Christianshavns kanal i regnvejr og tudede over min skæbne og min skuffelse over livet. Turisterne kiggede når de sejlede forbi i kanalrundfarten, jeg var ligeglad, sad bare der i regnen og græd og græd. Tænkte for første gang på, hvad nu hvis det aldrig lykkedes måske er der ikke flere børn til mig. Jeg tænkte på Elias der var derhjemme, han er så sød, hvorfor kan jeg ikke fylde mine arme ud med ham. Men han vil fægte med svær og spille computer, og han har allerede en mor. Jeg vil have min lille pige, jeg vil trille med barnevogn, se det første smil, det første skridt, jeg vil læse ”hvor er mine sovedyr” og hvad siger Koen, jeg vil klappe klappe kage, trille med bold, hoppe i vandpytter, se på regnorme, plukke mælkebøtter. Jeg kan ikke give det til Elias. Jeg ville altid være ked af ikke at kunne give det til Asta, men i det mindste, hvis jeg fik en baby, ville jeg kunne give det til nogen. Jeg er så skuffet over livet.

set et spædbarn, juni 2008

Torsdag den 19. juni 2008.

I går var det Nors fødselsdag. Angelicas døde datter, hun fyldte 1 år. Angelica kender jeg fra efterfødselsgymnastik og er den eneste jeg indtil videre har fortsat kontakt med efter min udmedelse)Jeg tog på Nors kirkegård for at tænde lys. Jeg mødte hendes forældre og lillebror. Lillebror er en uge gammel. Han var så sød og så kær og jeg er så ked af at min Asta er død. Hele natten har jeg drømt om søde babyer åh bare jeg dog er gravid.

Astas forstående fødselsdag, juni 2008

Onsdag den 10. juni
Jeg tænker meget på vi nærmer os den 23. juli, den dag jeg fandt ud af Asta ikke levede længere, og også den dag jeg fødte mit døde barn, og så vores lille guldklump for første gang. Har tænkt på dagen at købe en vindmølle med en mariehøne i træ, så kan den stå bag gravstenen og blæse i vinden. Måske kunne vi så synge sangen mariehønen evigglad for hende også, det tror jeg jeg har mere mod på en fødselsdagssang. Men det bliver selvfølgelig meget rørende og sørgmodigt og svært, det ved jeg, for det skulle jo være en sang jeg skulle have sunget for Asta i live, og hun skulle have holdt vindmøllen i hånden og have leet og sagt hvad det?Jeg mailer til nogle veninder i Nordsjælland, de skriver tilbage at de fluks vil forsøge at få fat i mariehønen til Asta. Den ene veninde skriver efterfølgende i en sms " hvis jeg havde fundet den ville jeg være blevet rigtig glad " Det betyder meget at jeg får støtte og opbarkning til Astas "fødselsdag" for jeg har da tænkt at det måske kan være svært for andre at forstå, betydningen af at markere den dag Asta blev født og var død.

engelmor til engelmor

Fredag den 6. juni 2008.
Idag har været en meget stærk og mærkelig dag. Først på vej til kirkegården stopper jeg ved en blomsterbutik og går ind og køber en lyserød rose. Jeg siger den ikke skal pakkes ind da jeg skal over med den på kirkegården. På vej ud får jeg øje på nogle babyting på pinde. Jeg kigger og vælger en lille bamse på pind til mig selv og en lille babypige med en sutteflaske til min venindes døde barn. Damen i butikken spørger mig om det er en babygrav, og om det var en pige. Det viser sig at hun selv har mistet en pige i 5 måned, og siden ikke har turde at få børn. Men som hun sagde, hun købte måske alle de babyting fordi hun gik og ønskede sig en baby. Da jeg kører til kirkegården tænker jeg over det forunderlige i, at jeg nu synes at kende den tyrkiske dame så godt,at vi virkelig formår at mødes derover disken, " jeg er din storesøster" siget hun varmt da jeg fortæller jeg er 38 ( hun er 39). Vi mødtes kvinde til kvinde, med helt åbent hjerte omkring vores største sorg, vores døde børn. Men det bliver stærkere endnu.Fra blomsterforretningen cykler jeg på kirkegården. Her ser jeg en kvinde stå og grave ved den barnegrav der ligger skråt overfor Astas grav. Selvom jeg kommer her hver dag, og jeg kan se de kommer her ofte, har jeg aldrig set babyens forældre. Jeg har sådan lyst til at gå derover og fortælle at jeg ser til hendes lille pige hver eneste dag og synes deres have er så smuk. Jeg er egentlig meget genert, men får alligevel taget mig sammen. Lidt efter står vi, to fremmede kvinder og holder om hinanden, og græder over vores døde børn. Ders barn er død for 9 år siden, og alligevel vælder tårerne op i øjenene på kvinden, da jeg fortæller jeg også har en baby liggende. Det er kærlighed, kærligheden er den samme. Hende og hendes mand går med over og ser Astas grav, og så fortæller vi ellers hinanden om vores fødsler, familieforhold, vores døde børns søskende, håb/frygt, vrede, forholdet til kirkegården og den store store sorg det er at miste et barn. Vi delte så meget, man ellers ikke skulle tro muligt, på måske bare en halv time, der på stien foran Astas grav. Jeg må skrive det ned, for det har været en meget intens dag, men også meget positiv dag, hvor jeg har mærket meget stor kærlighed mellem mig selv og ellers fremmede kvinder. Det giver mig følelsen af at være en del af noget større. Kærligheden er virkelig, selvom man ikke kan se kærligheden som vi fx kan se og mærke den fysiske krop, er vi dybt forbundet gennem kærligheden, og måske ikke så adskilte som vi ellers går og tror.

Tanker om sidste sommer, juni 2008

Fredag den 6. juni 2008

Lille Asta, det er og har været en meget svær tid. Det er sommer. Så mange minder, sidste sommer på denne tid lå du og sparkede glad i min mave. Det er ikke til at forstå, at det virkelig er sket, at du virkelig er død, og aldrig bliver min i live. At din hånd aldrig skal klemme om min, eller jeg skal kigge ind i dine øjne, og fortælle jeg elsker dig over alt. Jeg ordnede mit tøj den anden dag, tøjet fra øverste hylle blev taget ned og mit graviditets tøj lagt op. Jeg husker sidste år, jeg sidder på sengen og græder, fordi jeg ligner en elefant, ikke har noget ordentligt tøj at tage på. Din far siger jeg er smuk, og nu vil han hjælpe mig med tøjet, det er jo ikke til at få overblik over. Vi lægger alt det tøj jeg ikke kan passe op på øverste hylde og går ud i byen for at købe nyt tøj. Din far viser mig stolt frem i forretningen og siger højt og stolt, hvad har i af kjoler til gravide. Vi fandt ikke en kjole den dag, men en lille trøje, man kunne tage på uden på de kjoler jeg havde uden ærmer. Nu står jeg her, kan snart passe mit normale tøj igen og ville ønske jeg lignede en elefant og ikke havde noget tøj at tage på. Bliver jeg velsignet med endnu en graviditet, vil jeg bruge tusindvis af kroner på smart graviditets tøj, jeg vil tage billeder af min mave hver uge, og jeg er så ked af, at jeg ikke kan gøre det om med dig, jeg har ikke et eneste ordentligt mavebillede, for dem kunne vi tage når jeg blev større, men jeg blev jo aldrig større.
Sidste sommer var jeg gravid, sidste sommerferie var jeg gravid, sommeren i år er bare sådan en svær tid.

Sortsyn, maj 2008

Mandag 19. maj 2008
Når der ikke er noget ved noget mere, når det hele er ligegyldigt. Når jeg ikke kan glædes over din storebrors fødselsdag, når jeg skændes med din far om lige gyldigheder, når jeg ikke tror på glæden og kærligheden, når jeg ikke orker fremtiden, når jeg opgiver drømmen om en lillebror eller lillesøster, når der ingen drøm er længere. Når det hele bare er sort. Sådan er det at forholde sig til, du er død og borte og kommer aldrig igen. Når du er væk, hvordan skal der så igen blive noget ved noget? Her er bare så sort

Jeg savner Asta, maj 2008

Fredag 2. maj 2008.
I dag er jeg bare så ked af du er død. Jeg savner dig helt forfærdeligt meget. Mine arme er så tomme og mit hjerte knust, i dag har jeg vært ved at tro på at livet nogensinde kan blive godt igen. Åh hvor jeg savner dig Asta pigen, hvorfor skulle du dø, hvorfor kunne du ikke være her, sammen med mig og din far og storebror, vi mangler dig så meget. Drømte i nat en drøm at jeg var til efterfødselsgymnastik. Her mødte jeg inden start 2 kvinder en lys og en mørk. Da holdet starter finder jeg ud af det er blandet hold for folk der har mistet og for folk der har født sunde babyer. Der er glade mødre med spædbørn over alt. Efterfølgende græder jeg på mit værelse, den mørke kvinde er hos mig, hun havde valgt holdet fra, da hun fandt ud af hvad det gik ud på. Hun må gå, men giver mig nogle film jeg kan se. Da hun er gået kigger jeg ud gennem ruden og over til genboen, her går en yngre kvinde med sit spædbarn på armen, den lille baby har en lyserød sut i munden. Hver gang jeg tænker på den kvinde med den lille pige, nu her i vågen tilstand, bliver jeg bare så ked af det. Jeg kan se udviklingen i mine drømme. Lige efter du var død drømte jeg alt var fint, var til scanning og dit hjerte blinkede og jeg fødte dig, en levende baby. Senere i mine drømme er du levende, men jeg begynder at ane noget er galt, du støder dit hoved, vi smelter sammen, og du forsvinder ind i mit bryst. Så begynder erkendelsen, jeg drømmer jeg ikke må blive gravid fordi du ligger død inde i min mave og det kan skade det nye barn, men i drømmen kommer jeg i tanke om jeg har født dig. Så drømmen nat, nu fuld erkendelse, min baby er død og jeg er tilskuer til andres lykke. Jeg græder og længes, hvorfor lige min baby, hvorfor ikke en andens baby, hvorfor lige Asta, hvorfor, hvorfor. Jeg elsker dig forevigt, jeg glemmer dig aldrig, jeg er din mor, altid.

Forår hos Asta, april 2008

Onsdag den 30. april.


Jeg kører igen forbi din kirkegård her til morgen på vej til arbejde, kl. 06.30 triller min bedstemor cykel med den bløde saddel der fjedrer helt fantastisk godt, ind på hvor frelser kirkegård. Der er helt stille, ingen mennesker, bare mig og de døde og kærlighed fra de levende, smukke grave og blomster. Der er altid lys hos dig, det er en neurose, en besættelse, dit lys må ikke gå ud, ” der har altid lige været nogen”, det eneste jeg kan gøre, når du nu ligger der, jeg har altid lige været her. Dit lys er næsten brændt ned. Jeg har et lys med, et jeg selv har dekoreret, med en lyserød elefant på, den er så sød, og jeg ved du ville have elsket den. Jeg tænder lyset og sætter i lanternen, også de små lanterner på spyd får hvert et lys. ” Hej lille skat, mor er her, hvisker jeg og falder således ind i kirkegårdens stilhed. Jeg sætter mig lidt på bænken, bare et øjeblik, skal jo på arbejde. Jeg trækker i din spilledåse, og lytter til din melodi. Jeg savner dig helt forfærdeligt meget, en stille tåre løber ned af min kind. Kigger på dit smukke japanske kirsebærtræ der er sprunget ud, lyserøde blomster, det er helt fantastisk smukt. Jeg rejser mig, må af sted, ” Mor kommer snart igen, vi ses prinsesse”

Føler mig ensom, april 2008

Mandag den 21. april 2008I terapi. Fortalte om en drøm hvor jeg drømte jeg også havde en død baby dreng. Han var begravet på en anden kirkegård, hans grav var forsømt og blomsterne visne. I drømmen tænkte jeg jeg måtte flytte ham over og ligge sammen med Asta, i hendes fine have. Teraputen tolkede det som den døde dreng var min handlekraft. Lyder rigtigt, engang var jeg meget handlekraftig, det var før Asta døde.Jeg fortalte om min ensomhed. Jeg er ensom når folk ikke taler om Asta. Jeg har ikke lyst til at se mennesker der lader som om hun aldrig har været her. Mest hårdt er det måske i familien. Min ene søster spørger lidt til graven og sådan, min mor har været ved graven et par gange. Ellers tavshed og de spørger da slet ikke hvordan vi har det. Det er som om at nu må den historie være slut. Det gør mig vred. Jeg tænker når jeg bliver gravid igen vil jeg skjule det længst muligt, når de ikke vil have Asta får de heller ikke den næste, ved godt det ikke kan praktiseres. Jeg ved også godt, at folk synes det er svært, er bange for at sige noget forkert, og tro mig folk får også virkelig sagt noget forkert i forsøget på at trøste; at livet går videre, at det var godt jeg ikke nåede at lære hende at kende, at jeg bare skal se at blive gravid igen, og så bliver jeg sur. Men i virkeligheden er det meget nemt, man kan bare spørge mig hvordan jeg har det, det er der ikke så mange der gør længere. Jeg talte med min terapeut om at de veninder jeg ikke har set siden Astas død. Jeg har næsten ikke plads til dem længere. Ikke fordi jeg ikke vil, men jeg bliver så træt ved tanken. Efter nærmere analyse tror jeg vi kom frem til, at jeg deler alting op i før Asta og efter Asta, det er hele min tidsregning. Hele min identitet er bygget op omkring at være mor til en død baby pige og jeg har svært ved at genoptage relationer nu, hvis de ikke har været med hele vejen omkring mit tab. Ikke fordi jeg er vred, skuffet eller andet, men fordi der er sket så meget fra før Asta til efter Asta. Hvordan skal vi opnå nærhed og fortroglighed når de ikke har været med i den proces der gør mig til den jeg er idag, mor til et dødt spædbarn. Jeg er først og fremmest mor til Asta.

i hjertet gemt

Torsdag den 3. april 2008.
Ballade på Christianshavn i nat, igen var vores soveværelse oplyst af blå blink, efter at have set på at maskerede mennesker smadrede hele gaden og min cykel. Det var åbenbart Christianitter der var sure over politiet havde skudt en hund, men forstår ikke hvad det har at gøre med min cykel. Lå i nat og tænkte på hvordan jeg så kunne komme på Astas kirkegård, plejer at cykler derover morgen og eftermiddag. Kunne ikke sove, blå blink, larm, kraftige menstruationssmerter i hver sin side af maven, lige ved hoftebenet. Lå og tænkte på mit sorte uheld med livet, Asta er død, min mens er på vej, og nu bliver det også vanskeligt at komme til kirkegården fordi min cykel er smadret af nogle mennesker der er vrede over politiet har skudt en hund.

Til hjertestopskursus. Der lå en babydukke i den ene seng. Så livagtig og sød. Så tragisk den lå her til at øve fx hjertestop på. Jeg havde svært ved at få øjnene fra den, var så sød, buttet, ligesom Asta. Tænkte på hvordan det ville være at tage den med hjem, give den tøj på, gå ture med den. Det var bare sådan en fin dukke og eftersom jeg ikke kommer i nærheden af spædbørn, var det den, det tætteste jeg har været på, at studere et ”spædbarn” efter Astas død. Fik tanker om at tage den op, holde den lidt, fik tårer i øjnene. Kom til at tænke på filmen cast away hvor Tom Hanks knytter sig til en volleyball.
En af de andre sygeplejerske spurgte på vej ud af bygningen efter kurset, hvorfor jeg kun skulle arbejde 24 timer. Jeg sagde jeg havde mistet et barn og begyndte at græde. Hun spurgte lidt til det og sagde ja det er vel lige meget hvem man mister som man holder af, så bliver man ked af det. Det blev jeg lidt ked af hun sagde, ved godt at det kan jeg nok ikke tillade mig, men Asta er altså noget andet end hvis jeg havde mistet tante Beate, mine forældre, ja hvem som helst. Intet er så forfærdeligt som at miste et barn. Men det er selvfølgelig min følelse. Jeg bliver ked af det når det ikke bliver forstået, jeg føler mig ensom. Eftersom jeg hele tiden og helt og holdent definerer mig selv som en mor der har mistet sit barn, i alt hvad jeg gør og laver og tænker, så er jeg konstant ensom. Jeg blev bevidst om, jeg må passe på mig selv, og Asta, og holde hende i mit hjerte, indtil folk virkelig har vist sig værdige til at høre om hende, måske deraf ordsproget i hjertet gemt. Så mit svar i fremtiden bliver jeg arbejder kun 24 timer, fordi jeg har lyst til at arbejde mindre for en periode, og jeg har ingen børn. Tilgiv mig Asta, jeg får det helt dårligt ved tanken om at sige ingen børn, men jeg har ikke kræfterne til at forsvare dig, når dit minde bliver tilsmudset som det ofte gør, hvad enten du bliver forbigået i tavshed , eller sammenlignet med almindelig sorg som fx at miste en gammel tante, eller sammenlignet med en abort. Hvorfor skal man forsvare sig i et væk, når man har mistet et spædbarn???Jeg har ingen kræfter at forsvare dig i et væk, måske får jeg det, men indtil videre må jeg gemme dig lidt væk i mit hjerte. Men det er ensomt, jeg er aldrig hel uden dig i samværet med andre mennesker, men jeg er svag.

Astas have, april 2008

Onsdag den 2. april 2008
Bænken var kommet på kirkegården, jeg ringede straks til Elias og Lars som kom. Vi sad alle 3 på bænken og spiste kage og nød haven. Vi tre forstår virkelig hvad det vil sige at gøre ting for Asta, sådan helt inde fra sjælen af. Vi skiftes til at trække i Astas spilledåse og nød stemningen og alle hendes ting og de flotte bede Lars har lavet. Han har været i Hornbæk på motorcyklen 2 gange og slæbt de mest fantastiske sten hjem til Astas bede.

bryllupsdag, marts 2008

Mandag den 31. marts 2008
I dag er det min bryllupsdag, det er i dag 2 år siden jeg blev gift med Astas far. Det var en fantastisk lykkelig dag, jeg havde gået så grueligt meget igennem, men nu havde jeg mødet Astas far, jeg fik min prins, så optimistisk og ukuelig. Jeg var lykkelig og dansede af sted med min mand. I dag skal vi op på Astas kirkegård og lægge sten Lars har samlet på Hornbæk strand. Det føles som en god dag at lave Astas have. Vi er ikke længere bare os to, det bliver aldrig igen bare Lars og Anette, resten af vores liv er vi tre. Hvem er jeg nu to år efter, hvordan er mit liv nu to år efter. På en måde er mit liv blevet mere simpelt. Jeg har færre veninder, færre aktiviteter, mere dybde, mere følsomsomhed, mere vrede, mere kærlighed. Jeg spekulerer ikke så meget over mit liv, eller hvad der skal give det mening, for på en måde blev mit liv med Astas død, så uendeligt meningsløst. Alt hvad der er tilbage er kærlighed, kærlighed til min datter, til min mand, til mennesker. Og samtidig er jeg i tvivl om sorgen og kærligheden kan leve side om side. Det eneste jeg kan er at give, give noget af mig selv i samværet med andre mennesker og samtidig tvivler jeg, for hvad har jeg at give, mit hjerte er så trist, gnisten og livskraften er væk, og alligevel en kærlighed overfor andre skæbner. Hvem er jeg, Astas mor, kvinde, 38 år, Larses hustru. Hvem er jeg, sørgmodig, ulykkelig, vred. Hvem er jeg rasende, afmægtig,. Hvem er jeg, ensom, alene, i mørke. Hvem er jeg, guds barn, følsom og kærlig. Hvem er jeg, en skuffet og ulykkelig kvinde. Det bliver en anden dans gennem livet end jeg havde tænkt mig, langsommere

Astas have stadigvæk ikke færdig, april 2008

I går sagde kirkegårdsfolkene de ville lave Astas grav i dag, medmindre det blev regnvejr. Jeg bad Asta sørge for godt vejr og sørmer om solen ikke har skinnet hele dagen. Kl. 14 tog vi af sted, glade og forventningsfulde. Jeg har ikke glædet mig til noget, siden Astas fødsel, som jeg glædede mig i dag til at se hendes fine have, jeg havde sommerfugle i maven. Alle hendes fine ting og den nye lanterne havde vi også med på vores cykler. Stor skuffelse da vi nåede graven, de havde intet lavet. Hvordan kunne han love i går og så de intet har gjort. Jeg begyndte at græde, kunne slet ikke stoppe igen. Det er 8 måneder siden Asta er død, stadigvæk er hendes grav en jordbunke og lidt græs. Det er forfærdeligt. Kirkegårdsfolkene er gået hjem. For dem er det bare et arbejde, og så meget som at ringe til os, har de ikke ulejliget sig med. Det minder mig om essensen ved livet, kærlighed. Kærlighed over alt andet, over tid og sted. Der er for lidt kærlighed. Når jeg starter på arbejde som sygeplejerske næste uge vil jeg praktisere kærlighed hver eneste dag, og aldrig vil jeg gå hjem kl. 15.00 hvis det betyder jeg har svigtet et andet mennesker. Vi har skrevet et brev og lagt i postkassen til kirkegårdsfolkene. Så kom vi af med det. Mon vi kan finde ud af at lave haven selv.

jeg vil altid være Astas mor, marts 2008

Tirsdag den 25 marts 2008.
Min terapeut har foreslået jeg skriver et farvel brev til Asta. Jeg går og tænker over det, men tror at svaret må være nej, der skal ikke siges farvel til min Asta. Hvad skal jeg sige farvel til, jeg har kun prøvet at være mor til et dødt barn. Da Asta lå inde i min mave, var jeg bare så usigelig glad for hende allerede. Men at der lå en baby, et rigtigt menneske var også noget abstrakt, følte mig fx fjollet når jeg talte med hende, nu taler jeg tit med hende, og det føles meget naturligt. Måske kan man sige, at da Asta lå inde i min mave, var hun måske nok mest drømme og forventninger, men fra det øjeblik hun blev født, blev hun virkelig og konkret. Her lå mit barn, et helt rigtigt barn, så sød, så køn. Da jeg lå med min døde pige ved min side, forvandles jeg til Astas mor. Jeg var fuldstændig forelsket i hende og meget stolt og meget ulykkelig. At være mor til et dødt barn er at savne og at længes. Jeg vil altid mangle min Asta, hun er ligeså virkelig som alt andet. Jeg vil altid mangle mit barn, ingenting bliver nogensinde det samme igen, jeg bliver ikke den samme igen, Lars og mit forhold bliver ikke det samme igen, alt er forandret. Jeg ved jeg aldrig bliver så lykkelig som hvis hun havde været her, ingen kan nogensinde erstatte Asta. Asta er død, det efterlader et tomrum inde i mig, for jeg vil altid være ked af at hun er død, hun vil altid mangle. Samtidig tager hun også sin plads inde i mig, Asta levede i mig, Asta dødede inde i mig, jeg bærer hende med mig så længe jeg lever. Jeg er mor til et dødt barn, det er sorgfuldt og smukt, kærlighed er smukt. Jeg kan ikke sige farvel men goddag til mit døde barn. Hej lille skat, jeg er din mor, og jeg ville have givet alt for at du kunne være hos mig, sådan gik det ikke, men jeg bærer dig med mig foreviget, du er mit barn og kræver din plads. Jeg har aldrig prøvet det før, jeg skal gøre mit bedste, men jeg ved endnu ikke hvordan, det er en lang proces at finde ud af at være mor til et dødt barn, men jeg lover dig, jeg vil altid være din mor.

De andres lykke, marts 2008

Søndag den 23 marts 2008.
Det har været en svær uge. Jeg har været meget vred og ked af det og følt mig uheldig. Mandag mødtes jeg med de andre piger fra efterfødselsgymnastik. Jeg kom for sent. Kunne høre snakken fra gangen om alle de nye gravide maver. Det var svært at se lysene i øjnene og meget svært at se på hænder der kærligt stryger over maven. Jeg græd da jeg kom hjem. Jeg under dem alle den glæde at få nye børn, men det er svært for mig, at sidde der og se på, det er også mit højeste ønske. Jeg var grå og trist et døgns tid så fandt jeg ud af jeg ikke kan fortsætte i gruppen. Jeg valgte måske af nød og mangel på valgmuligheder, at have tillid til livet, at livet vil mig det godt, og der måske er en mening med jeg ikke skal følges med de andre piger, at min rejse skal være på en anden måde.

Var på din kirkegård i dag. Sang lidt for dig, talte med dig om livet. Jeg er så ked af der ikke har været noget familie hos dig i påsken. Var til påskefrokost i torsdags, ingen taler om dig mere, de forstår ingenting. Jeg er vred på dem også. De ( familien)satte Lars til at gynge med min lille niece, at se ham på gyngen med en lille pige i lyserødt, hvor var det svært, han kommer jo aldrig til at gynge med Asta. Jeg ved det ikke var af ond mening, men det viser blot, hvor lidt de i virkeligheden forstår. Gud lad mig søge hen hvor kærligheden er.

Som svar på min sidste linie, fik jeg en pragtfuld mail fra en af de andre kvinder i gruppen. Den rørte mit hjerte. Efter afvisninger og modgang og manglende forståelse i et væk, synes jeg endelig at få svar på mit åbne hjerte og blive mødt, kærligt.

Min dejlige veninde, marts 2008

Søndag den 16. marts 2008

Talte med Sus i telefonen i dag. Hun spørger hvordan jeg har det. Det spørgsmål får mig altid til at græde hvis jeg er tryg og mine læber til at dirre og mine øjne til at flakke hvis jeg er mindre tryg og forsøger at holde sammen på mig selv. Hvordan har jeg det, jeg er ked af det, fordi min lille pige er død, jeg har mistet modet og troen på livet, jeg føler ingen glæde men tomhed og modløshed, for hvordan skal jeg leve og ikke bare overleve uden min datter. Jeg føler mit liv er ødelagt, det er frygteligt men det er sådan det er. Det er snart 8 måneder siden du er død. Tilsyneladende lever jeg videre. Min krop har fået mere energi, jeg kan igen koncentrere mig, i morges var det første jeg tænkte på, hvad klokken var. Det sidste år, har jeg som det første enten tænkt jeg er gravid eller Asta er død. Men i morges altså, hvad er klokken. Måske er det fremgang at tænke i totalt ligegyldigheder, afspejler mit liv, som er så totalt ligegyldigt. Jeg kan handle ind, have gæster, spille kort, se film, gå på cafe, le, danse, og skal nu også starte på arbejde igen. Det eneste der mangler er glæde. Så på fotografier den anden dag, kunne se det var mig, den slanke og glade kvinde, hende jeg var engang, førend jeg blev til den jeg er nu, ulykkelig.

Jeg svarer ikke på spørgsmålet, ved ikke hvorfor, Sus er min hjerteveninde vi kan tale om alt. Ved ikke hvorfor jeg prøvede at gå udenom.

Vi kommer til at tale om mit arbejde, og jeg siger jeg også må overveje hvis jeg bliver gravid igen. Jeg fortæller at jeg skal mødes med gymnastik pigerne i morgen og jeg måske tror, at jeg vil være den eneste der ikke er blevet gravid igen, og at det også er svært, kan mærke tårerne presse sig på og jeg ved Sus ved det, og jeg ved ikke hvorfor, er måske bare ude på at gemme mit ulykkelige jeg, orker ikke al min ulykkelighed. Hun spørger om jeg er klar til at blive gravid igen. Jeg vil fortælle hende om den drøm jeg havde, at du Asta stadigvæk lå inde i min mave, og så græder jeg, selvom pointen var, at det i drømmen går op for mig, at du er død, og det er ok at blive gravid igen.

Jeg er bare så ked af det.

Modløs, marts 2008

Lørdag den 8. marts 2008
Fik menstruation i dag. Jeg hader det. Var ude med din far Elias og en lege kammerat. Gik på toilettet og der var blod. Jeg havde haft en pletblødning torsdag, dagen efter jeg havde forventet menstruation, det har jeg aldrig før haft, og så ellers ingenting, før nu. Jeg begyndte at græde ude på legepladsen, bare stille tårer der triller og ikke vil holde op. Føler had mod mig selv min krop, min kvindelighed. Hvad er jeg for en kvinde, ufrugtbar og ude af stand til at føde en levende baby. Har lyst til at lægge mig ned og dø.

Lukke i og lukke op, marts 2008

Torsdag den 6.marts 2008.

Din scrapbog er færdig, jeg er så glad for den. Et evigt minde om dig, en bog jeg kan lukke i og lukke op........ Den færdige bog efterlader et tomrum hvad nu. Hvad skal vi lave sammen nu. Jeg har skrevet din historie, lavet mindevideo, købt tøj til dig, ting til dit gravsted, lavet scrapbog, sunget for dig. Siden jeg fandt ud af jeg var gravid den 7. februar 2007 har jeg ikke været rigtigt tilstede i verden, jeg har bare været så optaget af dig. Og nu ved jeg ikke hvad jeg mere skal lave og gøre sammen med dig, og det efterlader mig i ingenmandsland, for hvad skal jeg så. Jeg har en ide om at du skal være en del af mit liv parrelt med noget andet, altså at jeg skal have et liv der ikke kun er dig. Men hvordan bliver så uklart og tåget og jeg ved heller ikke hvordan jeg skal skabe et liv, der er andet end dig. Du er hele mit liv, men du er død.

Jeg sagde til din far den anden dag, at jeg er glad for at han er din far. Far svarede han er glad for at have dig, selvom du er død. Jeg mærkede at det er jeg også, selvom jeg bare er så vanvittig ked af det, er jeg alligevel glad for at have fået dig, og glad for at være din mor. Jeg var på kirkegården i går. Solen skinnede. Dine 2 påskebamser, bamse kylling og bamse kanin, stod ligesom glade op af dit lille kirsebærtræ. Som om i har helt jeres egen verden der, legeland.
Elias meddelte ved aftenbordet at du kun drikker sødmælk og spiser sukkerbrød for det har han fået fortalt i en historie i skolen. Han lyder så sikker. Måske er det virkelig sådan. Vi tænker så meget på dig, Elias , far og mig. Vi er så kede af at du ikke skulle være en fysisk del af vores liv her på jorden.

optakt til din have, marts 2008

Tirsdag den 11. marts 2008
Var på kirkegården i går. Vi vil have gjort din have klar. Talte med damen i receptionen som ikke kendte til aftalen om vi kunne få gravpladsen ved siden af din så jeg kan få plads til en bænk. Hun sagde at så skulle vi betale. Det er jo også meget logisk og det lød da også mærkeligt at sige at det stykke havde vi fået. Far sagde da vi kom hjem, at det også blev for stort, at vi sikkert godt kunne få plads til en bænk på det ene stykke. Men jeg vil have der også skal være plads til mig, vi skal begraves sammen. Vi tog igen på kirkegården igen i dag, talte med chefen, en venlig mand, der stod fast ved, at vi får det ekstra stykke. Herefter en tur til stenhuggeren om han vil hugge din sten til så den virker mere natur argtig og tilføje tekst, ” vi ses” og ville han lave os en lille fin bænk. Tog hjem og lavede en plan, over hvordan vi ønsker din have, som vi skal aflevere på kirkegården. Glæder mig usigeligt til din have er færdig. Vi starter første dag efter påske. Det bliver så godt.

blindt raseri, marts 2008

Lidt fra min scrapbog om Asta

2. marts 2008.
Der sker så meget for tiden. Havde fået arbejde pr 1. april, 24 timer om ugen på et rehabiliteringscenter. Jeg var så glad fordi de var så søde, og hospitalet ligger lige ved din kirkegård. Så i går fik jeg et formelt brev, grundet omstruktureringer overflyttes jeg pr 1.9.08 til ortopædkirurgisk afdeling Hvidovre, de må have slugt søm. Føler mig så dum, fordi jeg også havde gået og tænkt, hvad nu hvis jeg bliver gravid, kan man starte et nyt sted og komme og sige jeg er gravid, hvad hvis jeg skal sygemeldes osv. Men de har ingen skrupler med at flytte mig til et helt andet hospital i en anden by på en hel anden slags afdeling, inden jeg overhovedet er startet, det der lige værd at huske. Så nu er jeg jobsøgende igen. For det gider jeg ikke.

Blev rasende på din far i går. Han kaldte på mig og pegede ud af vinduet, se der går Anders med sin dreng ( en for mig ubekendt mand triller med en barnevogn) han hedder Elias er det ikke hyggeligt. Hyggeligt. Jeg for op, skreg det overhovedet ikke var hyggeligt, at jeg var bedøvende ligeglad med andre folks babyer, at det er så hamrende uretfærdigt med alle de gravide og alle de babyer, hvorfor kan deres babyer ikke dø, hvorfor har alle folk babyer, hvorfor dør min baby. Jeg hader alle mennesker der får babyer, skreg jeg. Her blev jeg lidt chokeret over mig selv. Kom i kontakt med en hel og aldeles voldsom vrede, som jeg ikke tit er i kontakt med, men den er der lige under overfladen. Blindt raseri.

Fik en lang snak med din far. Han var ked af det, og sagde han jo slet ikke har det som mig, alle andres babyer har for ham ikke noget med dig eller din død at gøre. Jeg sagde jeg ved det, men var bare var så skuffet fordi jeg havde regnet med at han vidste hvordan jeg havde det, har jo sagt det 100 gange. Far vidste det godt, havde været tankeløs et øjeblik. Jeg måtte tilgive ham, da jeg havde raset af.

Jeg har travlt med at lave en scrapbog til dig Asta, den bliver så fin. Jeg knokler for at få den færdig, men frygter det også lidt, for hvad så, hvad skal vi to så lave når bogen er færdig.

Elsker dig Asta
Mor

7 måneder er gået, sorgen fylder stadigvæk hele min verden, februar 2008

Onsdag den 20. februar.
Tog alene til terapi i dag, din far har ikke længere brug for det. Terapeuten spurgte om det var okay, og det er det. Det er okay at vi sørger forskelligt og jeg er glad for de 5 måneder din far og jeg har gået sammen. Det skulle egentlig have været min sidste dag i dag også, men vi blev enige om at jeg fortsætter, ihvertefald 2 gange endnu. Fordi sorgen stadigvæk fylder det hele, fordi jeg slet ikke føler glæde, fordi jeg ikke kan finde ud af at gøre plads til endnu et barn. Mit hoved skriger se at bliv gravid, du er 38, dine æg løber ud. Mit hjerte siger, jeg vil have Asta, når jeg ikke kan få Asta vil jeg ikke have flere børn. Min hjerne siger hvordan skal du overhovedet tiltrække dig en ny graviditet, når du kigger væk hver gang du ser en gravid eller en barnevogn. Mit hjerte bløder og jeg kan ikke tro jeg nogensinde vil føle glæde igen. Jeg kender en der mistede et barn for 9 år siden ved fødslen, hun siger man bliver glad igen. Det er jeg faktisk lidt forarget over, og samtidig er det jo heller ikke til om jeg resten af mit liv skal være så ked af det. Vi talte om min tilbagevenden til livet, at det ville være en god ide at sætte tid på, for lige nu er du 7 måneder efter fødslen fortsat hele min verden. Vi aftalte jeg til om en måned skal gøre min scrapbog færdig og tage den med i terapi. Terapeuten foreslog at jeg til gangen efter skal skrive et afskedsbrev til dig, hvor jeg siger farvel. Mine læber begyndte at dirre bare ved tanken. Jeg vil ikke sige farvel til dig. Du har været hele min verden i over et år nu, men jeg ved at jeg må.

Elias skytsengel, februar 2008

Lørdag den 9. februar 2008
Bagte dragekager med din storebror. Vi har lavet te, dækket bord, og storebror tænder stearinlys. Han siger nu skal Asta puste lyset ud. Jeg kigger på tændstikken og ønsker så brændende at den af en eller anden uforklarlig grund vil gå ud. Da den er brændt næsten ned slukkes den langsomt, men Elias er vist tilfreds, mener det var et babypust. Han spørger sin far, hvem er din skytsengel far. Far svarer det ved han ikke. Så spørger han mig. Hvem er din skytsengel Anette. Jeg svarer at det ved jeg faktisk ikke. Elias siger hans skytsengel er Asta. Vi siger ja selvfølgelig for i er jo børn. Elias siger han vil pakke en taske og tage op til dig og spørge hvordan det går og komme tilbage og fortælle os om det. ” Jeg sætter mig lige og mediterer ” siger han, og sætter sig i skrædderstilling i sofaen. Så åbner han øjnene. Jo fortæller han, hun har det godt, hun har lige holdt fødselsdag med Clara-Regitze ( en baby pige der ligger begravet skråt overfor Asta).

Du er vores lille barn, februar 2008

Fredag den 8. februar 2008.
Lægger i sengen og hører et program i radioen om skt. Elisabeth en katolsk helgen da din far kommer og spørger om jeg er klar over vi skal i terapi. Nej det havde jeg glemt. Farer forvildet rundt får udprintet det jeg har skrevet om fødslen og så af sted. Jeg fortæller terapeuten om dagen i går. Jeg var sammen med Elias hele dagen, det havde været svært. Mødre der smiler så sødt til mig med deres barnevogne når jeg går med Elias i hånden, jeg tænker de tænker vi har et fællesskab, men mit barn er i himlen. På volden og spille fodbold, barnevogne overalt, på bogcafe, sidder i børneafdelingen og læser højt og har udsyn til hylden med graviditetsbøger foran mig , og til højre for mig bøger med ride ride ranke. På vej hjem passerer vi damen der lejer butikken i kælderen. Tillykke med den lille, siger hun. Jeg forbavses, vi har fortalt hende hvad der er sket, dengang reagerede hun med, ” i er unge ( ja jeg var 37 og din far 44) i kan få en ny”, og nu havde hun glemt det, større indtryk havde det ikke gjort. Jeg græder da jeg fortæller det, kan ikke forstå, jeg bliver ved med at være så ked af det, og her 6 måneder efter, kan jeg stadigvæk ikke tale om dig uden at græde. Jeg læser det jeg har skrevet om fødslen op, jeg græder, terapeuten siger jeg skal give slip, at jeg standser gråden i halsen, men jeg kan ikke give slip. Far fortæller om fødslen og vi græder begge to, vi er så kede af du er død, du er vores baby til evig tid, du er vores barn og du må blive i himlen til vi kommer. Far som ellers er meget religiøs taler om angsten for at alt måske bare er biologi. Jeg siger jeg mærker dig af og til, sidst ved mit ansigt for en uge siden, men at der går længere og længere imellem, men at det er ok hvis jeg ikke mærker dig mere. Far græder og siger det er ikke ok, at du skal blive ved med at komme forbi, at du er vores lille barn, og du må vente på os, du må vente på os i himlen Asta.

Asta du er altid i vores hjerter, februar 2008

Onsdag den 6. februar 2008.
Din storebror kom i går og landede i vores stue med sin skønhed og alvorlighed. Det er som om han med et er blevet så meget ældre og livets realiteter er gået op for ham, vores ”lille” basse. Da vi sætter os til bords siger han ud af det blå, hvornår skal vi egentlig ned til graven. Vi har været ved graven hver gang han er her, undtagen sidste gang, for vi tænkte at storebror måske også kunne bruge en pause men nej. I morges da far og ham skulle køre på cykel i skole spørger han igen, kan vi ikke kører forbi graven, det er jo næsten lige på vejen far. Jeg kan se far tænker de jo egentlig ikke har tid, men han siger alligevel ja. Jeg stikker Elias tre lys og han siger glad at han nok skal tænde op, for det er han så god til.
Asta du er i vores hjerter, altid.

38 år idag, februar 2008

Tirsdag den 5. Februar. 2007
Jeg fylder 38 år i dag, min første fødselsdag uden dig, det skulle have været min første fødselsdag med dig: Jeg skulle have været så lykkelig i dag, i stedet er al ting forkert. Din far havde lavet så fint morgenbord og sang for mig . Han havde blandt andet købt Marvi Myrebjørn fatter håb. Jeg er så glad for at han er din far. Har været til samtale på det gamle skt. Elisabeth hospital. Foran hovedindgangen hang jomfru Maria. Indenfor var der de meste fantastiske malerier af Skt. Elisabeths liv. Jeg fik en god følelse af stedet og flere af de arbejdende hilste på mig og henvendte sig og fortalte om malerierne. Samtalen gik fint indtil vi til sidst kom ind på nattevagter og jeg holdt fast ved at jeg skal have en opstart uden nattevagter, da jeg skal passe på mig selv. Afd. sygeplejersken spurgte om jeg var psykisk skrøbelig. Og jeg svarede ja, jeg har mistet et barn. ( Det havde jeg også skrevet i ansøgningen, så jeg synes nok det var et dumt spørgsmål) Nu må det være op til dem. Måske er det dumt at være så ærlig, men synes jeg viste under samtalen, hvem jeg er og hvad jeg kan, og hvis de ikke vil ansætte mig, fordi jeg har mistet dig Asta pigen. Så er det det.

Jeg er forfærdet, februar 2008

Fredag den 1. februar 2008
Jeg har drømt om dig igen i nat. Måske fordi jeg igen er begyndt at skrive i din barnets bog, om begravelsen. Jeg drømte at jeg er indlagt på sygehuset hvor jeg har født dig. Der er mange andre mødre med babyer men jeg tager ikke rigtig notits af dem. Jeg ligger i en hospitalsseng og har en hospitalsskjorte på og du ligger ved mit bryst. Jeg undrer mig over vi er så meget alene og hvorfor der ikke er nogen sygeplejersker der hjælper mig med at lære de ting man skal lære når man har fået en baby og observerer at du har det godt. Jeg tager dig op og ammer dig, du sutter løs af mit bryst og jeg forbløffes over hvor nemt det går og du får massere af mælk. Pludselig er du forsvundet, jeg undrer mig over hvor du blev af, jeg ved du er død, men kan ikke forstå hvor du er henne, jeg kigger ned af mine bryster og tænker du må være derinde, at du ligger inde i mit bryst. Jeg har skrevet til en drømmetyder, jeg vil gerne have tolket mine drømme om dig, for der er så mange følelser i dem. Jeg bliver så påvirket i dage/uger efter en drøm om dig. I dag er jeg er i dårligt humør, har lyst til at skrige, og give op. Du er død, hvordan skal noget nogensinde blive godt igen. Har været på kirkegården og tænde lys, det blæste og det stormede og lysene blæste ud, og jeg var ved at skrige, så lad mig i det mindste kunne tænde et lys for min datter for fanden. Endelig lykkedes det. Din far og jeg hængte vores malerier op i går. Du var i to af fars billeder fuglen og narren. Jeg hængte ikke dig op, kunne ikke. Men så at jeg havde malet dig i januar, førend jeg viste jeg var gravid, moderen ægget og sædcellen, malet i januar den måned du blev undfanget. Så harmoniske billeder mens jeg var gravid og endelig efter din død kors og kaos og den døde engelpige. Den døde engelpige er så uhyggelig, hun ser forfærdet ud, ikke hvad man naturligt forbinder med en engel. Måske har hun fået mit udtryk af forfærdelse. Jeg er forfærdet, chokeret og synes det er det rene vanvid. Jeg raser, jeg synes verden er ond. ØV

Malerier, januar 2008

Befrugtning/ nyt liv
Hjerte rimer på smerte
Død
Død Engelpige
Astas død