Jeg savner Asta, maj 2008

Fredag 2. maj 2008.
I dag er jeg bare så ked af du er død. Jeg savner dig helt forfærdeligt meget. Mine arme er så tomme og mit hjerte knust, i dag har jeg vært ved at tro på at livet nogensinde kan blive godt igen. Åh hvor jeg savner dig Asta pigen, hvorfor skulle du dø, hvorfor kunne du ikke være her, sammen med mig og din far og storebror, vi mangler dig så meget. Drømte i nat en drøm at jeg var til efterfødselsgymnastik. Her mødte jeg inden start 2 kvinder en lys og en mørk. Da holdet starter finder jeg ud af det er blandet hold for folk der har mistet og for folk der har født sunde babyer. Der er glade mødre med spædbørn over alt. Efterfølgende græder jeg på mit værelse, den mørke kvinde er hos mig, hun havde valgt holdet fra, da hun fandt ud af hvad det gik ud på. Hun må gå, men giver mig nogle film jeg kan se. Da hun er gået kigger jeg ud gennem ruden og over til genboen, her går en yngre kvinde med sit spædbarn på armen, den lille baby har en lyserød sut i munden. Hver gang jeg tænker på den kvinde med den lille pige, nu her i vågen tilstand, bliver jeg bare så ked af det. Jeg kan se udviklingen i mine drømme. Lige efter du var død drømte jeg alt var fint, var til scanning og dit hjerte blinkede og jeg fødte dig, en levende baby. Senere i mine drømme er du levende, men jeg begynder at ane noget er galt, du støder dit hoved, vi smelter sammen, og du forsvinder ind i mit bryst. Så begynder erkendelsen, jeg drømmer jeg ikke må blive gravid fordi du ligger død inde i min mave og det kan skade det nye barn, men i drømmen kommer jeg i tanke om jeg har født dig. Så drømmen nat, nu fuld erkendelse, min baby er død og jeg er tilskuer til andres lykke. Jeg græder og længes, hvorfor lige min baby, hvorfor ikke en andens baby, hvorfor lige Asta, hvorfor, hvorfor. Jeg elsker dig forevigt, jeg glemmer dig aldrig, jeg er din mor, altid.