Forår hos Asta, april 2008

Onsdag den 30. april.


Jeg kører igen forbi din kirkegård her til morgen på vej til arbejde, kl. 06.30 triller min bedstemor cykel med den bløde saddel der fjedrer helt fantastisk godt, ind på hvor frelser kirkegård. Der er helt stille, ingen mennesker, bare mig og de døde og kærlighed fra de levende, smukke grave og blomster. Der er altid lys hos dig, det er en neurose, en besættelse, dit lys må ikke gå ud, ” der har altid lige været nogen”, det eneste jeg kan gøre, når du nu ligger der, jeg har altid lige været her. Dit lys er næsten brændt ned. Jeg har et lys med, et jeg selv har dekoreret, med en lyserød elefant på, den er så sød, og jeg ved du ville have elsket den. Jeg tænder lyset og sætter i lanternen, også de små lanterner på spyd får hvert et lys. ” Hej lille skat, mor er her, hvisker jeg og falder således ind i kirkegårdens stilhed. Jeg sætter mig lidt på bænken, bare et øjeblik, skal jo på arbejde. Jeg trækker i din spilledåse, og lytter til din melodi. Jeg savner dig helt forfærdeligt meget, en stille tåre løber ned af min kind. Kigger på dit smukke japanske kirsebærtræ der er sprunget ud, lyserøde blomster, det er helt fantastisk smukt. Jeg rejser mig, må af sted, ” Mor kommer snart igen, vi ses prinsesse”