Astas have stadigvæk ikke færdig, april 2008

I går sagde kirkegårdsfolkene de ville lave Astas grav i dag, medmindre det blev regnvejr. Jeg bad Asta sørge for godt vejr og sørmer om solen ikke har skinnet hele dagen. Kl. 14 tog vi af sted, glade og forventningsfulde. Jeg har ikke glædet mig til noget, siden Astas fødsel, som jeg glædede mig i dag til at se hendes fine have, jeg havde sommerfugle i maven. Alle hendes fine ting og den nye lanterne havde vi også med på vores cykler. Stor skuffelse da vi nåede graven, de havde intet lavet. Hvordan kunne han love i går og så de intet har gjort. Jeg begyndte at græde, kunne slet ikke stoppe igen. Det er 8 måneder siden Asta er død, stadigvæk er hendes grav en jordbunke og lidt græs. Det er forfærdeligt. Kirkegårdsfolkene er gået hjem. For dem er det bare et arbejde, og så meget som at ringe til os, har de ikke ulejliget sig med. Det minder mig om essensen ved livet, kærlighed. Kærlighed over alt andet, over tid og sted. Der er for lidt kærlighed. Når jeg starter på arbejde som sygeplejerske næste uge vil jeg praktisere kærlighed hver eneste dag, og aldrig vil jeg gå hjem kl. 15.00 hvis det betyder jeg har svigtet et andet mennesker. Vi har skrevet et brev og lagt i postkassen til kirkegårdsfolkene. Så kom vi af med det. Mon vi kan finde ud af at lave haven selv.