Tanker om sidste sommer, juni 2008

Fredag den 6. juni 2008

Lille Asta, det er og har været en meget svær tid. Det er sommer. Så mange minder, sidste sommer på denne tid lå du og sparkede glad i min mave. Det er ikke til at forstå, at det virkelig er sket, at du virkelig er død, og aldrig bliver min i live. At din hånd aldrig skal klemme om min, eller jeg skal kigge ind i dine øjne, og fortælle jeg elsker dig over alt. Jeg ordnede mit tøj den anden dag, tøjet fra øverste hylle blev taget ned og mit graviditets tøj lagt op. Jeg husker sidste år, jeg sidder på sengen og græder, fordi jeg ligner en elefant, ikke har noget ordentligt tøj at tage på. Din far siger jeg er smuk, og nu vil han hjælpe mig med tøjet, det er jo ikke til at få overblik over. Vi lægger alt det tøj jeg ikke kan passe op på øverste hylde og går ud i byen for at købe nyt tøj. Din far viser mig stolt frem i forretningen og siger højt og stolt, hvad har i af kjoler til gravide. Vi fandt ikke en kjole den dag, men en lille trøje, man kunne tage på uden på de kjoler jeg havde uden ærmer. Nu står jeg her, kan snart passe mit normale tøj igen og ville ønske jeg lignede en elefant og ikke havde noget tøj at tage på. Bliver jeg velsignet med endnu en graviditet, vil jeg bruge tusindvis af kroner på smart graviditets tøj, jeg vil tage billeder af min mave hver uge, og jeg er så ked af, at jeg ikke kan gøre det om med dig, jeg har ikke et eneste ordentligt mavebillede, for dem kunne vi tage når jeg blev større, men jeg blev jo aldrig større.
Sidste sommer var jeg gravid, sidste sommerferie var jeg gravid, sommeren i år er bare sådan en svær tid.