Føler mig ensom, april 2008

Mandag den 21. april 2008I terapi. Fortalte om en drøm hvor jeg drømte jeg også havde en død baby dreng. Han var begravet på en anden kirkegård, hans grav var forsømt og blomsterne visne. I drømmen tænkte jeg jeg måtte flytte ham over og ligge sammen med Asta, i hendes fine have. Teraputen tolkede det som den døde dreng var min handlekraft. Lyder rigtigt, engang var jeg meget handlekraftig, det var før Asta døde.Jeg fortalte om min ensomhed. Jeg er ensom når folk ikke taler om Asta. Jeg har ikke lyst til at se mennesker der lader som om hun aldrig har været her. Mest hårdt er det måske i familien. Min ene søster spørger lidt til graven og sådan, min mor har været ved graven et par gange. Ellers tavshed og de spørger da slet ikke hvordan vi har det. Det er som om at nu må den historie være slut. Det gør mig vred. Jeg tænker når jeg bliver gravid igen vil jeg skjule det længst muligt, når de ikke vil have Asta får de heller ikke den næste, ved godt det ikke kan praktiseres. Jeg ved også godt, at folk synes det er svært, er bange for at sige noget forkert, og tro mig folk får også virkelig sagt noget forkert i forsøget på at trøste; at livet går videre, at det var godt jeg ikke nåede at lære hende at kende, at jeg bare skal se at blive gravid igen, og så bliver jeg sur. Men i virkeligheden er det meget nemt, man kan bare spørge mig hvordan jeg har det, det er der ikke så mange der gør længere. Jeg talte med min terapeut om at de veninder jeg ikke har set siden Astas død. Jeg har næsten ikke plads til dem længere. Ikke fordi jeg ikke vil, men jeg bliver så træt ved tanken. Efter nærmere analyse tror jeg vi kom frem til, at jeg deler alting op i før Asta og efter Asta, det er hele min tidsregning. Hele min identitet er bygget op omkring at være mor til en død baby pige og jeg har svært ved at genoptage relationer nu, hvis de ikke har været med hele vejen omkring mit tab. Ikke fordi jeg er vred, skuffet eller andet, men fordi der er sket så meget fra før Asta til efter Asta. Hvordan skal vi opnå nærhed og fortroglighed når de ikke har været med i den proces der gør mig til den jeg er idag, mor til et dødt spædbarn. Jeg er først og fremmest mor til Asta.