7 måneder er gået, sorgen fylder stadigvæk hele min verden, februar 2008

Onsdag den 20. februar.
Tog alene til terapi i dag, din far har ikke længere brug for det. Terapeuten spurgte om det var okay, og det er det. Det er okay at vi sørger forskelligt og jeg er glad for de 5 måneder din far og jeg har gået sammen. Det skulle egentlig have været min sidste dag i dag også, men vi blev enige om at jeg fortsætter, ihvertefald 2 gange endnu. Fordi sorgen stadigvæk fylder det hele, fordi jeg slet ikke føler glæde, fordi jeg ikke kan finde ud af at gøre plads til endnu et barn. Mit hoved skriger se at bliv gravid, du er 38, dine æg løber ud. Mit hjerte siger, jeg vil have Asta, når jeg ikke kan få Asta vil jeg ikke have flere børn. Min hjerne siger hvordan skal du overhovedet tiltrække dig en ny graviditet, når du kigger væk hver gang du ser en gravid eller en barnevogn. Mit hjerte bløder og jeg kan ikke tro jeg nogensinde vil føle glæde igen. Jeg kender en der mistede et barn for 9 år siden ved fødslen, hun siger man bliver glad igen. Det er jeg faktisk lidt forarget over, og samtidig er det jo heller ikke til om jeg resten af mit liv skal være så ked af det. Vi talte om min tilbagevenden til livet, at det ville være en god ide at sætte tid på, for lige nu er du 7 måneder efter fødslen fortsat hele min verden. Vi aftalte jeg til om en måned skal gøre min scrapbog færdig og tage den med i terapi. Terapeuten foreslog at jeg til gangen efter skal skrive et afskedsbrev til dig, hvor jeg siger farvel. Mine læber begyndte at dirre bare ved tanken. Jeg vil ikke sige farvel til dig. Du har været hele min verden i over et år nu, men jeg ved at jeg må.