Du er vores lille barn, februar 2008

Fredag den 8. februar 2008.
Lægger i sengen og hører et program i radioen om skt. Elisabeth en katolsk helgen da din far kommer og spørger om jeg er klar over vi skal i terapi. Nej det havde jeg glemt. Farer forvildet rundt får udprintet det jeg har skrevet om fødslen og så af sted. Jeg fortæller terapeuten om dagen i går. Jeg var sammen med Elias hele dagen, det havde været svært. Mødre der smiler så sødt til mig med deres barnevogne når jeg går med Elias i hånden, jeg tænker de tænker vi har et fællesskab, men mit barn er i himlen. På volden og spille fodbold, barnevogne overalt, på bogcafe, sidder i børneafdelingen og læser højt og har udsyn til hylden med graviditetsbøger foran mig , og til højre for mig bøger med ride ride ranke. På vej hjem passerer vi damen der lejer butikken i kælderen. Tillykke med den lille, siger hun. Jeg forbavses, vi har fortalt hende hvad der er sket, dengang reagerede hun med, ” i er unge ( ja jeg var 37 og din far 44) i kan få en ny”, og nu havde hun glemt det, større indtryk havde det ikke gjort. Jeg græder da jeg fortæller det, kan ikke forstå, jeg bliver ved med at være så ked af det, og her 6 måneder efter, kan jeg stadigvæk ikke tale om dig uden at græde. Jeg læser det jeg har skrevet om fødslen op, jeg græder, terapeuten siger jeg skal give slip, at jeg standser gråden i halsen, men jeg kan ikke give slip. Far fortæller om fødslen og vi græder begge to, vi er så kede af du er død, du er vores baby til evig tid, du er vores barn og du må blive i himlen til vi kommer. Far som ellers er meget religiøs taler om angsten for at alt måske bare er biologi. Jeg siger jeg mærker dig af og til, sidst ved mit ansigt for en uge siden, men at der går længere og længere imellem, men at det er ok hvis jeg ikke mærker dig mere. Far græder og siger det er ikke ok, at du skal blive ved med at komme forbi, at du er vores lille barn, og du må vente på os, du må vente på os i himlen Asta.