Vores Asta

Elias, Lars og jeg har været 3 dage på Møn i telt. Det var svært at tage afsted fra Christanshavn mod Møn. Det kom bag på mig, hvor svært det var at vi skulle på ferie og "efterlade" Asta på kirkegården. Med min fornuft ved jeg det ikke er sådan, at Asta ikke er bundet til hendes døde krop, men følelsesmæssigt var det svært. Dette at blive så overrumplet af følelser der kommer uden på nogen måde at have være forudset, mindede mig om mors dag. Her blev jeg også overrumplet af min ked af det hed, over at det var mors dag, og at jeg var mor, men ikke fik nogen blomster, for det får man ikke når ens barn er dødt, måske fordi man ikke er mor ? Senere fortalte jeg Lars om det, og han sagde straks, at næste år køber han blomster fra Asta til mig på mors dag, han er virkelig den bedste mand og far, og jeg er mor.

Vi tog på kirkegården som det sidste inden vi satte kurs mod Møn, det gjorde bare så ondt i mit hjerte, min lille pige, man rejser da ikke fra sin baby. Om aftenen havde Elias hjemve, det sad i hans hjerte og i maven, og det var ligesom den første aften væk hjemmefra også var den sværeste for mig og længslen efter min Asta størst.

Men Asta tog med os på ferie, selvfølgelig gjorde hun det. På møns klint fandt Astas far en rigtig fin rund kridt sten som skal ligges ned ved graven. Mens Elias og jeg sad og ventede på far der hentede bilen, trillede stenen pludselig og Elias mente det måtte være Asta der legede med sin sten. Elias sagde han har svært ved at forestille sig hvordan Asta ser ud, og jeg svarer, om han ikke kan forstille sig det fra den tegning vi har hængende af Asta på væggen. Elias siger, det jo er af hendes krop, han tænker på hvordan hun ser ud som engel. Som på tegningen foreslår jeg, bare med vinger. Ja siger han, og så er hun nok helt hvid, for det er engle jo, og måske har Gud givet hende magiske krafter............

Den sidste aften sidder vi tre og spiser i en have og nyder det sidste solstrejf. I haven vokser ukrudt, af den slags som af og til stikker frem ved Astas grav. Elias og Lars synes det ser pænt ud her, jo siger jeg, det skal bare ikke være hos min Asta. Din Asta siger Elais foraget, hun er da ikke kun din Asta, hun er vores . Selvfølgelig siger jeg, vores Asta. Og ja også farmors siger Elias, for hun er jo også farmor til Asta. Du har ingen far, fortsætter han henvendt til Lars, næ siger Lars, han er jo død, så han er sammen med Asta. Jeg siger, at jeg jo synes Lars har en far, for selvom han er død, er han stadigvæk, bare ikke her på jorden, og jeg har et barn fortsætter jeg, og Elias du har jo også en lillesøster, både på jorden og i himlen. Ja jeg har jo to, siger Elias tænksomt.

Næste dag hopper Elias på en hoppepude med en dreng. De to drenge udveksler data, hvad heddder du, hvad klasse går du i osv. Jeg hører ikke rigtigt efter men kigger op da Elias højt siger Asta, AS-TA. Jeg ved ikke hvad drengen har spurgt Elias om, men mit gæt ville være om Elias har søskende og hvad de hedder. Det varmede i øjeblikket mit hjerte at Elias fortæller om Asta, men samtidig mærkede jeg også en bekymring for Elias, for bare han ikke skal udsættes for så mange dumme og sårende bemærkninger som jeg har fået gennem tiden. Det er sårbart at fortælle om sit døde barn, om sin døde lillesøster.