Farvel til gamle venner, Juli 2008

Mandag den 7.juli 2008
Dette her handler ikke direkte om Asta men alligevel har det alt med hende at gøre alligevel, mine venskaber. Mine venskaber holder ikke, et efter et falder de, det er frustrerende og skræmmende. At miste mit barn, Asta, har været så voldsomt for mig og sat gang i meget meget dybe processer, kun få har stået igennem sammen med mig og nogle få står på standby.

Meget af mit tidligere samvær keder mig, det keder mig at høre om perfekte voksne børn og hvor godt de havde klaret sig, det keder mig at høre om overfladisk arbejdssnak, om rengøringshjælp, nedgørende bemærkninger om usikre kollegaer og boligindretning. Det er sådan man ofte, eller jeg oftes omgåes andre mennesker, måske fordi vi ikke tør mødes som mennesker og tale om livet og det der rør sig og virkelig betyder noget. Jeg kan det ikke længere, spilde min tid på ligegyldigheder, det får mig til at føle mig ensom, og at jeg spilder mit liv og bevæger mig væk fra mig selv og mit eget lys. Det har måske altid kedet mig, men efter Asta er død, kan jeg slet ikke have det.

Så er der de veninder jeg ikke har set siden Astas død som gerne vil ses og måske gerne har villet, noget med, sig til når du vil ses.... . Når man er i sorg har man ikke brug for at folk holder sig væk, og man selv skal bede om hjælp, mere end nogensinde har jeg oplevet at vi har haft brug for at folk stiller op. Jeg føler mig svigtet af mange og det er kommet rigtigt meget bag på mig. Tilgengæld har jeg mødt nye mennesker, fremmede mennesker som bare har rummet mig og mit barn på en helt fantastisk kærlig og omsorgsfuld måde. Der er mennesker jeg aldrig kommer til at se igen, nogen jeg er i tvivl om, fordi det er svært for mig, efter hvad jeg har gået igennem, at genoptage relationer hvis de ikke har været med hele vejen. Måske som en anden engelmor så fint har sagt det:


"Jeg tror, at det ofte er nødvendigt eller i hvert fald af stor betydning for os englemødre, at dem vi har tæt på os, har SET os og vores sorg... Vi bliver ikke de samme mennesker, som vi var engang, og derfor er venskaber man havde før man mistede nok svære at fastholde, hvis ikke vennen eller veninden var "med" og så vores sorg og smerte i tiden efter vi mistede vores børn...

Jeg ved godt det kan lyde som en klagesang, jeg ved godt jeg er et klynkeoffer og de andre ikke forstår mig, måske er det ikke nogens skyld, men det der er sket er så dybt i mig, så gennemgribende forandrende, jeg er ikke den kvinde jeg var for et år siden, før Asta kom var og er... Astas kommen og væren har lavet om på alt inde i mig, og i bedste fald er det bare gået sådan. Det var slutningen og selvfølgelig også begyndelsen..................