i hjertet gemt

Torsdag den 3. april 2008.
Ballade på Christianshavn i nat, igen var vores soveværelse oplyst af blå blink, efter at have set på at maskerede mennesker smadrede hele gaden og min cykel. Det var åbenbart Christianitter der var sure over politiet havde skudt en hund, men forstår ikke hvad det har at gøre med min cykel. Lå i nat og tænkte på hvordan jeg så kunne komme på Astas kirkegård, plejer at cykler derover morgen og eftermiddag. Kunne ikke sove, blå blink, larm, kraftige menstruationssmerter i hver sin side af maven, lige ved hoftebenet. Lå og tænkte på mit sorte uheld med livet, Asta er død, min mens er på vej, og nu bliver det også vanskeligt at komme til kirkegården fordi min cykel er smadret af nogle mennesker der er vrede over politiet har skudt en hund.

Til hjertestopskursus. Der lå en babydukke i den ene seng. Så livagtig og sød. Så tragisk den lå her til at øve fx hjertestop på. Jeg havde svært ved at få øjnene fra den, var så sød, buttet, ligesom Asta. Tænkte på hvordan det ville være at tage den med hjem, give den tøj på, gå ture med den. Det var bare sådan en fin dukke og eftersom jeg ikke kommer i nærheden af spædbørn, var det den, det tætteste jeg har været på, at studere et ”spædbarn” efter Astas død. Fik tanker om at tage den op, holde den lidt, fik tårer i øjnene. Kom til at tænke på filmen cast away hvor Tom Hanks knytter sig til en volleyball.
En af de andre sygeplejerske spurgte på vej ud af bygningen efter kurset, hvorfor jeg kun skulle arbejde 24 timer. Jeg sagde jeg havde mistet et barn og begyndte at græde. Hun spurgte lidt til det og sagde ja det er vel lige meget hvem man mister som man holder af, så bliver man ked af det. Det blev jeg lidt ked af hun sagde, ved godt at det kan jeg nok ikke tillade mig, men Asta er altså noget andet end hvis jeg havde mistet tante Beate, mine forældre, ja hvem som helst. Intet er så forfærdeligt som at miste et barn. Men det er selvfølgelig min følelse. Jeg bliver ked af det når det ikke bliver forstået, jeg føler mig ensom. Eftersom jeg hele tiden og helt og holdent definerer mig selv som en mor der har mistet sit barn, i alt hvad jeg gør og laver og tænker, så er jeg konstant ensom. Jeg blev bevidst om, jeg må passe på mig selv, og Asta, og holde hende i mit hjerte, indtil folk virkelig har vist sig værdige til at høre om hende, måske deraf ordsproget i hjertet gemt. Så mit svar i fremtiden bliver jeg arbejder kun 24 timer, fordi jeg har lyst til at arbejde mindre for en periode, og jeg har ingen børn. Tilgiv mig Asta, jeg får det helt dårligt ved tanken om at sige ingen børn, men jeg har ikke kræfterne til at forsvare dig, når dit minde bliver tilsmudset som det ofte gør, hvad enten du bliver forbigået i tavshed , eller sammenlignet med almindelig sorg som fx at miste en gammel tante, eller sammenlignet med en abort. Hvorfor skal man forsvare sig i et væk, når man har mistet et spædbarn???Jeg har ingen kræfter at forsvare dig i et væk, måske får jeg det, men indtil videre må jeg gemme dig lidt væk i mit hjerte. Men det er ensomt, jeg er aldrig hel uden dig i samværet med andre mennesker, men jeg er svag.