bryllupsdag, marts 2008

Mandag den 31. marts 2008
I dag er det min bryllupsdag, det er i dag 2 år siden jeg blev gift med Astas far. Det var en fantastisk lykkelig dag, jeg havde gået så grueligt meget igennem, men nu havde jeg mødet Astas far, jeg fik min prins, så optimistisk og ukuelig. Jeg var lykkelig og dansede af sted med min mand. I dag skal vi op på Astas kirkegård og lægge sten Lars har samlet på Hornbæk strand. Det føles som en god dag at lave Astas have. Vi er ikke længere bare os to, det bliver aldrig igen bare Lars og Anette, resten af vores liv er vi tre. Hvem er jeg nu to år efter, hvordan er mit liv nu to år efter. På en måde er mit liv blevet mere simpelt. Jeg har færre veninder, færre aktiviteter, mere dybde, mere følsomsomhed, mere vrede, mere kærlighed. Jeg spekulerer ikke så meget over mit liv, eller hvad der skal give det mening, for på en måde blev mit liv med Astas død, så uendeligt meningsløst. Alt hvad der er tilbage er kærlighed, kærlighed til min datter, til min mand, til mennesker. Og samtidig er jeg i tvivl om sorgen og kærligheden kan leve side om side. Det eneste jeg kan er at give, give noget af mig selv i samværet med andre mennesker og samtidig tvivler jeg, for hvad har jeg at give, mit hjerte er så trist, gnisten og livskraften er væk, og alligevel en kærlighed overfor andre skæbner. Hvem er jeg, Astas mor, kvinde, 38 år, Larses hustru. Hvem er jeg, sørgmodig, ulykkelig, vred. Hvem er jeg rasende, afmægtig,. Hvem er jeg, ensom, alene, i mørke. Hvem er jeg, guds barn, følsom og kærlig. Hvem er jeg, en skuffet og ulykkelig kvinde. Det bliver en anden dans gennem livet end jeg havde tænkt mig, langsommere