engelmor til engelmor

Fredag den 6. juni 2008.
Idag har været en meget stærk og mærkelig dag. Først på vej til kirkegården stopper jeg ved en blomsterbutik og går ind og køber en lyserød rose. Jeg siger den ikke skal pakkes ind da jeg skal over med den på kirkegården. På vej ud får jeg øje på nogle babyting på pinde. Jeg kigger og vælger en lille bamse på pind til mig selv og en lille babypige med en sutteflaske til min venindes døde barn. Damen i butikken spørger mig om det er en babygrav, og om det var en pige. Det viser sig at hun selv har mistet en pige i 5 måned, og siden ikke har turde at få børn. Men som hun sagde, hun købte måske alle de babyting fordi hun gik og ønskede sig en baby. Da jeg kører til kirkegården tænker jeg over det forunderlige i, at jeg nu synes at kende den tyrkiske dame så godt,at vi virkelig formår at mødes derover disken, " jeg er din storesøster" siget hun varmt da jeg fortæller jeg er 38 ( hun er 39). Vi mødtes kvinde til kvinde, med helt åbent hjerte omkring vores største sorg, vores døde børn. Men det bliver stærkere endnu.Fra blomsterforretningen cykler jeg på kirkegården. Her ser jeg en kvinde stå og grave ved den barnegrav der ligger skråt overfor Astas grav. Selvom jeg kommer her hver dag, og jeg kan se de kommer her ofte, har jeg aldrig set babyens forældre. Jeg har sådan lyst til at gå derover og fortælle at jeg ser til hendes lille pige hver eneste dag og synes deres have er så smuk. Jeg er egentlig meget genert, men får alligevel taget mig sammen. Lidt efter står vi, to fremmede kvinder og holder om hinanden, og græder over vores døde børn. Ders barn er død for 9 år siden, og alligevel vælder tårerne op i øjenene på kvinden, da jeg fortæller jeg også har en baby liggende. Det er kærlighed, kærligheden er den samme. Hende og hendes mand går med over og ser Astas grav, og så fortæller vi ellers hinanden om vores fødsler, familieforhold, vores døde børns søskende, håb/frygt, vrede, forholdet til kirkegården og den store store sorg det er at miste et barn. Vi delte så meget, man ellers ikke skulle tro muligt, på måske bare en halv time, der på stien foran Astas grav. Jeg må skrive det ned, for det har været en meget intens dag, men også meget positiv dag, hvor jeg har mærket meget stor kærlighed mellem mig selv og ellers fremmede kvinder. Det giver mig følelsen af at være en del af noget større. Kærligheden er virkelig, selvom man ikke kan se kærligheden som vi fx kan se og mærke den fysiske krop, er vi dybt forbundet gennem kærligheden, og måske ikke så adskilte som vi ellers går og tror.