1 år, 3 måneder og 9 dage

Det er idag 1 år, 3 måneder og 9 dage siden jeg fik at vide at Asta var død. 1 år, 3 måneder og 9 dage siden jeg blev mor til en smuk skøn og helt perfekt lille død pige. At blive mor til Asta har sat mig på en rejse, en rejse i det ydre og især i det indre, en rejse der aldrig ender. Derimod ender denne blog, og idag 1 år, 3 månder og 9 dage efter, synes at være en god dag at slutte bloggen her.

Ære være Astas minde.

Mit hjerte

Kontakten til mit inderste hjerterum er afgørende for kontakten til Asta.

Kontakten til mit hjerte skal blive til et levende kærlighedsflow i mit liv her og nu.

Det handler mest af alt om at cirkulere det som er mit hjertes kvaliteter og egenskaber.

Den kærlighed der blev vakt i forhold til Asta er samtidig en åbning til at være eksistentielt sårbart i smerten - og åbner til det eksistentielle vilkår omkring liv og død som en daglig hukommelse.

Asta mors lille pige du har sået et frø i mit hjerte,

kontakten til kærligheden, smuk hjerteskærende kærlighed.

En indsigt

Igår modtog jeg en en indsigt fra Siri. Siri viste mig sit hjerte, sin kærlighed og smerte. Jeg så, at her 4 år efter Tuvas død, er smerten og kærligheden den samme, den er evig. Siri talte fra hjertes visdom, og fortalte mig om at være helt tæt på sit døde barn når man er i sit hjerte, om vemod, smerte og kærlighed i sagte stilhed på engang. Vi stod og holdt om hianden mens vi kiggede ud over havet alt imens hun fortalte dette, om hjertes visdom. Siri fortalte også om al den morhed indeni og længslen efter at give den bort, og om at det var muligt at give sin morhed til sig selv og til andre, hun havde prøvet det i korte glimt. Jeg glemmer aldrig denne solskinsdag, hvor jeg stod sammen med Siri og kiggede ud over det blå hav, alt imens jeg modtog en meget stor gave, en indsigt om kærlighed.

Babuskadukken

Kort tid efter jeg havde født Asta fik jeg et indre billede af en babuskadukke. Jeg forstod ikke hvorfor, og selvom jeg havde lyst til at anskaffe mig en, gjorde jeg det ikke, for jeg forstod jo ikke hvorfor. Jeg forstår det nu. Da jeg fødte Asta blev jeg til en anden "dukke", jeg blev en anden udgave af mig selv. Jeg blev forandret, ikke kun ældre mere moden, nej forvandlingen føltes fuldstændig nu jeg havde Asta i mig, selvom jeg jo også har de andre dukker indeni mig fortsat. Jeg kigger ofte på billederne før og efter Asta, for at se, om det virkelig ikke kan ses, at alt er forandret og jeg blev til en anden dukke den dag jeg fødte Asta. http://somenstjerne.blogspot.com/2008/10/blog-post.html

Er jeg Mor

Er jeg mor? Er jeg mor når mit barn ligger død i en kiste i jorden? Er jeg mor når der ikke er noget barn til at give mig blomster på mors dag? Er jeg mon mor når jeg aldrig vil se mit barn vokse op, få sin første tand, gå sit første skridt, høre det kalde; MOR. Når jeg ikke skal stå stolt med de andre forældre på første skoledag, aldrig opleve den første veninde, og første kæreste. Hvis jeg er mor, hvor skal jeg så gøre af al den mor jeg har indeni? Hvis jeg ikke er mor, men var mor, hvad er jeg så nu? Og hvis jeg ikke er mor hvorfor har jeg så så meget "morhed" i mit sind og i min krop, der er ved at æde mig op indefra.

Det som skulle have været

Oktober måned er virkelig svær, jeg savner Asta så meget. Asta skulle have været et oktober barn. At tænke og tale om det der skulle have været er på engang dejligt og sorgfuldt og noget Lars og jeg gør sammen og vi skiftevis smiler, griner og græder. En typisk forælling lyder noget i retning af;. Asta skulle have været lige her, og hun skulle have været en stor baby nu. Hun ville sikkert have været fars pige og han ville være blød som smør, hun ville ligge på hans brystkasse og sove mens hendes buttede hænder holdt fast i hans hår. Mens vi så film ville hun ligge og sove og når hun vågnede med et vræl ville Lars sige, du skal ikke være bange Asta for far er jo lige her. Og hun ville kunne stå nu og rive ting ned fra bordet. Jeg ville gå hendes første skridt med hende, med sine to hænder ville hun holde om mine, og hendes små fødder i sparkedragten ville bevæge sig fremad og hun ville grine så glad og så stolt. Og jeg ville synge for hende, klappe klappe kage imorgen skal vi bage, en til mor og en til far og en til Elias og en til lille Asta.

Om besøgende

Det er dejligt når Asta har besøgende. Som her på billedet hvor Annette var forbi med roser i pigefarve og i englefarve. Mit moderhjerte bliver så glad og rørt når venner uopfordret siger skal vi ikke tage ned til Asta eller at de af sig selv bare har været forbi. "Når man tager barnet ved hånden tager man moderen ved hjertet"