Mellem himmel og Jord

Igår tog vi på Astas kirkegård. Elias ville afleveret en grankogle han havde taget med hjem fra lejrskole, så Asta kunne se, hvor han har været henne. Bagefter ville vi køre i forskellige haveforeninger for at få noget inspiration til bræddehytten. Da vi passerer bageren, bliver Elias selvfølgelig pludselig meget sulten, og Lars indvilliger i, at gå ind og købe en rosinbolle. Mens han er væk fører Elias en lang samtale med Asta. " Kære Asta, vil du ikke nok sørge for, at damen kommer til at give min far en bolle med chokolade i, istedet for rosiner, vil du ikke nok, please please Asta, Tak Asta. Anette så er det aftalt med Asta, hun har ordnet det" Jeg tænker ved mig selv, at det kan Asta nok ikke klare, men tænker også, hvem ved, hvad hun egentlig kan klare. Så kommer Lars, jeg kigger måske lidt spændt på posen han har i hånden. " De havde kun dem med chokolade tilbage" sige han. " Tak Asta " Jubler Elias " Har det noget med Asta at gøre???" Siger Lars og ligner et stort spørgsmålstegn.

Måske var det tilfældigt, måske er der ikke noget sådan som tilfældigt, men magisk.

Bræddehytten

Der er lang vej til at vores kolonihave bliver til Astas paradisiske blomsterhave. Jeg må indrømme jeg tænte meget på Elias ord " hvad jeg tænker, det er et stort projekt det her, se dig dog om, der er mug på taget og huller i væggene, i får brug for al min fantasi hvis i skal lave det her" Min fantasi fejler ikke noget, jeg ser blomsterkasser hele vejen rundt om huset, blomstrende træer og buske, krukker med blomster, og bede i massevis med blomster. Så ser jeg mig selv ligge og dase i blomsterparadiset - men når jeg åbner øjnene og ser virkeligheden, kan det hænde jeg får kolde fødder. Lars har sagt sit job op, farvel til stress, utilfredshed, meningsløshed og gode penge - Istedet vil han sige goddag til hjemmeplejen få timer om ugen, ussel løn, men istedet forsøge at gøre en forskel for nogle mennesker. Så skulle han også gerne få tid til at rive bræddehytten ned og bygge en ny hytte - men det er alligevel et stort projekt, men jeg håber det lykkedes, for det kan jo blive helt fantastisk.

Evig kærlighed

Efter jeg er startet med at arbejde på Hospice har jeg følt mig meget presset. Jeg er gået op i tid, arbejder i skiftende vagter, følt mig drænet for energi, og ind imelllem tænkt længesfuldt på efteråret sidste år. Trods det at jeg her var lammet af sorg, havde jeg tid og ro til fordybelse og til Asta. Nu jager jeg afsted, selv på kirkegården har jeg taget mig i at side uroligt og tænke på de ting jeg skal nå, og jeg når ikke på kirkegården hver dag, som jeg ellers har gjort hele det første år efter Astas død. I denne fase af mit liv, drømte jeg denne smukke drøm om evig kærlighed, drømmen har jeg har fået hjælp til at tolke, af drømmetyder Mirza Mølgård; http://www.mirza-molgaard.dk/.

Jeg drømte at Lars og jeg var flyttet til Helsingør, i et stort hus, med frodig have og udsyn til havet. Det går op for mig jeg er flyttet uden at skifte Astas lys, der snart vil være brændt ned. Jeg bliver ked af det, og finder ud af, hvor langt jeg er flyttet væk fra graven. Jeg vil til København, til graven, men er i tvil om jeg kan nå det, for jeg har en aftale med Sus kl. 13.00. Jeg tænder lys i haven for Asta, regner frem og tilbage, tror kl. er kvart i elve, så kan jeg ikke nå det, men finder ud af kl. kun er 08.15. En ejendomsmælger viser huset frem, nøglen til huset ligger i en gravsten foran hoveddøren - Det er den tidligere statsministers grav. Der ligger i alt 3 grave efter kendte mennesker foran huset. Jeg kan næsten ikke koncentrere mig om hvad ejendomsmælgenren siger, tænker bare på Astas lys. Da jeg kommer til kirkegården brænder Astas lys fortsat. Jeg prøver at sætte det nye lys i lanternen. Det nye lys er næsten brændt ned, mens der er meget tilbage af det gamle. Kurven det nye lys er i, er for stor, og jeg tager kurven fra det gamle lys, og sætter det nye lys i. Det nye lys er nu helt fyldt til kanten med flydende sterin, og er nu større end det gamle lys- jeg må sætte det forsigtigt, så det ikke skulper , så det nye lys ikke går ud.

Tolkning ( det jeg husker af det)
I drømmen er lars, som står for følelser ligesom mig selv, men da han er en mand, repræsenterer han min maskuline side, Sus er også med, også hun står for følelser, omsorg og empati. Der er 3 grave i min drøm, tallet 3 repræsenterer krop, sind og ånd. Så der er tale om en helhed, en dybde, en gennemgribende forvandling.

Jeg er rejst og har flyttet mig meget, og nu står jeg foran nye og store muligheder ( stort hus, der ligger langt fra Astas grav) Her er noget der gror, vækst ( haven) og jeg har udsigt til store følelser ( havet). Jeg har begravet kendte sider af mig selv,( de 3 grave) jeg har ikke længere brug for dem, men nøglen til mit nye liv, henter jeg i min historie ( nøglen, der ligger i statsministerens grav) og vejen ligger ligefor ( graven ligger foran hoveddøren). Jeg er stresset i drømmen, men det viser sig at lyset er evigt, det gamle lys bliver ved med at brænde og det nye lys er ved at skulpe over, selvom det på et tidspunkt var ved at være tomt, er det pludselig fyldt igen. Der er massere af lys, lyset går ikke ud, det bliver ved med at brænde lige meget hvor jeg er ( tænder jo også lys i haven) - Kærligheden til Asta er den samme selvom jeg bevæger mig, lyset brænder i mit hjerte, kærligheden er den samme - Til Evig tid.

En engel, det er dig

Efter jeg er begyndt at arbejde på Hospice, har jeg plejet en døende ung mand, og hans familie. Det har været en stor udfordring og mundfuld som ny sygeplejerske, efter ikke at have været rigtig sygeplejerske ( men underviser) i 8 år. Jeg har følt mig meget usikker, og har dagligt bedt til, at jeg måtte tilsidesætte mine tanker om mig selv, og min usikerhed - er jeg nu god nok, og istedet fokusere på, og lægge energien i, at give den unge mand og hans familie det bedste jeg har kunne. Jeg har haft min jomfru Maria og barn figur i min uniforms lomme, den figur har jeg fået af min veninde Anja, som har fået den, til at videregive til mig, af en anden mor til en engel, der fik figuren, da hun mistede sit barn for mange år siden.

Igår da jeg kom på arbejde var den unge mand død. Hans far spurgte om jeg ville med ind sammen med resten af familien og synge en sidste sang for hans søn. Det blev jeg meget smigret over, og sagde ja tak til. Inden vi begyndte at synge, sagde den afdødes far, " Jeg har inviteret Anette med ind og synge en sang, for det er altid rart, når der kommer en engel ind på stuen"

Jeg knuger min jomfur maria og barn figur i lommen, og sender kærlige taknemlige tanker op til. Asta, min lille pige, en engel...., DET ER DIG!!!!!

At mindes dengang Asta levede, døde og blev født

For et par dage siden sad jeg og læste tilbage i blokken her, og genså videoen jeg lavede til min Asta i vinters. http://somenstjerne.blogspot.com/2008/07/der-er-ingen-mening-med-min-astas-dd.html. Jeg blev overvældet af de følelser fra dengang ,og hele det følelsesmæssige kaos vi var igennem, da vi fik at vide, at vores lille pige var død, og timerne efter, fødselen og begravelsen. Jeg ved med min fornuft at vi gjorde alt i vores magt for vores lille pige, og alligevel er jeg så ked af, at vi ikke havde hende med hjemme ( vi vidste ikke at man kunne), at vi ikke sang en vuggevise for hende, da vi puttede hende i kisten, og at hun ikke fik en rigtig dyne på, da vi puttede hende. Jeg ved at Asta ved, at vi ville have gjort alt for hende, og jeg ved også at vi gjorde det bedste vi kunne, men det piner mig alligevel, måske fordi vi havde kun den ene chance, vi havde hende kun hos os så kort, og vi fik kun lov til at putte hende en eneste gang. Man får kun en chance når det handler om et dødfødt barn.

Senere på dagen fik jeg besøg af min Sus. Vi sad her på min sofa og kiggede i den scrapbog jeg har lavet til Asta. Beskrivelsen af graviditeten, fødselen, billederne af vores lille pige, begravelsen, mine digte, følelser og tanker før og efter Asta døde. Og det var så dejligt at kunne side og holde om min Sus og mindes og græde lidt - og at hun vil, og tør være i det sammen med mig, er en stor gave. Få mennesker rummer sorgen, og det er så dejligt befriende, at have nogen tæt på der gør. "Trøst er, at der ingen trøst er" ( Bent Falck)

Da jeg havde fulgt Sus til toget, og gik langsom hjem, tænkte jeg med glæde og taknemlighed på hvor heldig jeg er, jeg har sådan en dejlig mand, en vidunderlig sød følsom og kær lille stedsøn, en hjerteveninde, en hyggelig hule ( vores lejlighed) og bræddehytten vores faldefærdige kolonihave, der engang skal blive til Astas fantastiske blomsterparadis. Jeg elsker mit liv, jeg har så meget at være taknemlig for.

At være pårørende

Da Lars og jeg var ude og kigge på vores nye kolonihavehus, og mens Lars stod og kiggede på bræddehytten, der var ved at skvatte sammen, og kløede sig i håret, og grublede så det knagede, skal, skal ikke....., stod Siri og jeg i hendes dejlige paradisiske have. Hvordan har du det" spørger Siri" Meget bedre" svarer jeg og smiler. " Du ser også bedre ud, og i har klaret det sammen jer to" " Ja " smiler jeg. Vi holder hinanden i hånden et øjeblik og Siri siger " Godt" Dette var en ærlig samtale, mellem 2. engleforældre( Siri mistede sin datter, Tuva, i en meningsløs ulykke, i 2005) Jeg fortæller jeg har det bedre, og Siri synes det er godt. Siri kender min smerte, og jeg ved, at selvom Siri er lykkelig og lever sit liv, så lever hun på grund af Tuva, og sorgen den er der stadigvæk, selvom hun ikke hele tiden er i sorgens værelser, Siris hus er stort.

Det er ikke altid nemt at være pårørende, jeg har følt mig svigtet og misforstået i et væk, er altid på stikkerne, hvad vil de nu ikke forstå. Jeg kan tage meget fra andre engleforældre også uenighed, jeg kan være fuldstændig åben overfor andre, der selv har mistet et barn, fordi jeg ved, at de ved hvordan det er. Hvis nu en anden havde sagt det var godt jeg havde det bedre, var jeg muligvis blevet såret, fordi jeg kunne have fortolket det således, at de ønskede jeg skulle glemme mit barn, og bare ville have deres gamle datter og veninde tilbage. Muligvis havde jeg slet ikke sagt med sammen åbenhed at jeg har det bedre, af frygt for at de vil tro, at så kan vi glemme den historie, nu er det overstået. Det man ved når man har mistet et barn, er, det er aldrig overstået, børnene lever i os, vi har brug for at mindes og vi glemmer dem aldrig.

De fleste i min daværende omgangskreds holdt op med at spørge til Asta efter 2-3 måneder. Man holdt simpelthen op med at spørge til Asta eller til os, talte om andre ting, og spurgte ikke ind til, eller drejede samtalen over i noget andet, eller drejede samtalen over i egne børn, fødsler eller kom med velmendede bemærkninger om man ikke også skulle se at komme videre. Jeg føler mig vanvittigt svigtet, og det synes helt grotesk, at de bare har ladet mig alene. Jeg har følt jeg har skulle forsvare Asta som rigtigt menneske og barn og ikke bare en tabt drøm - Det har været frygteligt svært, og jeg har raset mod mine omgivelser. Men jeg kan også se nu, det er ikke altid nemt at være pårørende. Jeg kan blive utroglig provekeret af udsagn fra pårørende, hvor selvsamme udsagn, måske ville skabe samhørighed eller eftertænksomhed hvis de kom fra en anden forældre til et dødt barn.

Elias seje lillesøster

Vi kører i bil på vej til farmor. " Nej se udbryder Elias " og holder en hvid fjer frem. Asta har været her, og nej jeg kan se hende nu, hun flyver oppe ved taget af bilen. Og ved i hvad?Hun kan være to steder på engang, min lillesøster er bare så sej "

Mit 2. liv

Engang var der en håndlæser, der kiggede i min hånd, og fortalte mig at jeg havde to liv i et liv. Først nu forstår jeg for alvor betydningen. Det giver aldrig nogen mening at Asta er død, jeg ville give alt for at hun havde levet, men som Line skriver, http://www.indiaograja.blogspot.com/ "Det er ikke en gave at miste et barn, men alle børn er gaver og bringer store udviklinger med sig, også selvom de dør" Den forvandling der er sket, inde i mig, ved at blive mor til Asta, kan ikke beskrives fyldestgørende nok , dertil er det for stort. Jeg er blevet mere autentisk, det er vigtigt for mig, at kunne være mig, hele mig, at blive mødt og modtaget, at dele og blive inspireret. I al ydmyghed søger jeg kærlighed på alle planer i alle sammenhænge. Kærlighed er for mig, det der gør livet værd at leve, på den måde kan man vel sige, at jeg lever mere, selvom savnet af min Asta gør, at det endnu, ikke altid mærkes fuldt ud. Jeg har ladet/ lader næsten alt bag mig, mit arbejde og venskaber. Før Asta døde, ville jeg have sagt, at jeg havde mange veninder, nu vil jeg sige at jeg har få, som jeg skriver det, bliver jeg i tvivl, for hvordan definerer jeg en veninde? Ihvertefald har jeg mødt, og møder pragtfulde kvinder, der rører mig helt ind i hjertet, som dumpet ned fra himlen, gaver fra Gud. Jeg sætter mere pris på skønhed, drømmen om et blomsterparadis i vores kolonihave er også en gave fra Asta, når jeg omgiver mig med kreativitet, skønhed og kærlighed, mærker jeg Astas nærvær helt tæt og intenst. Før Asta døde var mit arbejde kilde til frustration, nu giver mit nye arbejdet på hospice så meget mening. Jeg har så meget kærlighed til alle levende væsner, så det gippede i mig, den anden dag, da jeg så hvordan en pårørende uden noget, bare trådte en bi ihjel - al liv har ret - derfor har vi ( Lars og jeg) også valgt at blive vegetarer. I mine drømme, drømmer jeg ofte om gravide kvinder. En af gravid drømmende står tydeligst printet på nethinden. Jegdrømte at min veninde Sussie var gravid, og det var gået så let som ingenting - Anne var også gravid, og ikke med mindre en trillinger, se der ligger en der, der og der smilede hun stort. Sussie er for mig kærlighed, og jeg elsker hende over al forstand - jeg er så taknemlig at have hende som min hjerteveninde. Anne som jeg har kendt så kort, rører mig helt inde i hjertet, med hendes sødme og fantastiske kontakt med Gud. Mine gravid drømme, bekræftiger mig i, at jeg udvikler mig hen mod kærligheden og tættere på Gud.

Jeg holder af mit 2. liv, jeg kommer ikke til at savne mit 1. liv - ingen gravøl. Jeg er så ked af at Asta er død, jeg savner hende helt forfærdeligt meget, det er som om mit hjerte bliver revet ud, når jeg tænker på min lille pige, min baby, som jeg havde glædet mig så meget til. Asta pigen, du har givet og giver mig så mange gaver, jeg tager imod dem, i dyb kærlighed og taknemlighed.

Vejen jeg går

Var til terapi for sidste gang idag. Min terapeut brugte lang tid på at prøve at overbevise mig om at jeg skal skrive et farvel brev til Asta. Jeg sagde nej tak, og følte mig mærkeligt afklaret, jeg har tillid til vejen jeg går - og på den sti er der ingen farvelbreve til Asta, for Asta lever i mig og vi ses igen. Vi lavede en visualiseringsøvelse, hvor jeg skulle finde et sted i kroppen at gå ind, og se på mit liv, og forestille mig hvad der skal til for at jeg kan blive glad igen. Jeg oplevede at gå ind i mit hjerte, det var forbasende let, men også en smule tungt i højre side. Jeg så på mig selv. Først på mit arbejde, og fik følelsen af ro og meningsfuldhed. Derefter så jeg Larses og mit nye kolonihavehus, jeg følte glæde ved at skulle skabe et blomsterparadis. Så Siri for mig, min nabo derude i kolonihaverne, som også har mistet et barn for nogle år tilbage. Siris have er et kunstværk, så kreativ, smuk, blomstrende og fuld af liv på alle måder. Jeg så kønne skønne rødhårede Anne for mig, der siger; "Har du talt med Gud om det her ", og jeg smiler til hende, helt inde fra min sjæl. Så ser jeg min Sus som bare er, og min Lars Herefter begyndte jeg at diskutere lidt med mig selv, fordi jeg ikke så mig selv som gravid og med en levende baby. Jeg holdt op med at diskutere og forundres, og istedet accepterede hvad jeg så og oplevede uden forbehold, og nåede frem til, at selvom et barn til, er et meget højt ønske, bliver dets mission ikke at gøre mor glad igen, og det føltes egentligt rigtigt.

Mit liv gør mig egentlig glad, ihvertefald under en visualiseringsøvelse. Jeg har kærlighed i mit liv, mennesker der vil tale om Gud, kærligheden og livets mening. Et meningsfuldt arbejde, og kreative projekter. Jeg er meget taknemlig for disse ting, helt og aldeles dybt taknemelig helt inde fra hjertet af, og når jeg ikke, endnu, kan sige jeg er lykkelig, er det fordi jeg savner Asta og stadigvæk bare er så ked af at hun er død.

Ingen farvel breve, og selvom min terapeut selvfølgelig i en god mening pressede meget på, for det brev, sagde jeg med overbevisning i stemmen "Jeg har tillid til vejen jeg går.

Asta du lever i os

Var i kirke idag, et lille barn blev døbt. Præsten sluttede med at sige at nu var Phillip blevet Guds barn. Det gjorde mig rasende, og her kommer mit problem med folkekirken, hvem har ret til at sige sådan, er vi ikke alle guds børn? Det provekerer mig rigtigt meget. Jeg er dybt troende og har et dejligt forhold til Gud, men jeg har det nok bedst med, at vores forhold bare bliver mellem Gud og mig. Efter dåben sang vi sov sødt barnlille, og den ramte mig lige i hjertet. Den sang vi til Astas begravelse. Da Lars og jeg havde sænket vores lille piges kiste i jorden, sang vi denne vidunderlige vuggevise. Jeg savner min Asta helt forfærdeligt meget, kirken var fuld af forældre og små børn, og i sådan en stund kan jeg blive vred på Gud over, hvorfor i alverden måtte jeg ikke beholde mit barn her hos mig, til min død vil det virke helt forkert. Lars og jeg tog på kirkegården bagefter. Vi talte om Asta, hendes sjæl er hos Gud, men hvad er hendes sjæl, er hun en baby sjæl, eller en voksen sjæl. Lars siger han tror hun er en baby sjæl, det tror jeg på en måde også, og det gør det hele meget værre, for babyer har da brug for sin mor og sin far. Det er fint med vores slægtninge der, der sikkert passer på vores Asta, men det kan da aldrig blive det samme, hun må da mangle sin mor og sin far, og det gør mig bare så ked af det. Vi taler om, at vi er i en proces, hvor vi er igang med at lave vores liv fuldstændigt om, og det kan vi også takke Asta for.
Asta, mors lille guldpige, du lever i os, og vi savner dig forfædeligt meget.

Holder jeg fast i sorgen

Til morgen cykler jeg på kirkegården. Nej hvor var det dejligt at side der og kigge på Astas ting og blomster lytte til hendes spilledåse og tale med såvel Asta som med Gud. Sidste tirsdag startede jeg på nyt arbejde, på Hospice på Frederiksberg. Jeg er gået fra 24 timer til 32 timer, fra dagvagter til skiftende vagter. Det er virkelig hårdt og jeg har været så træt og selvom jeg har forsøgt at komme dagligt på kirkegården har jeg bare været så træt at jeg næsten ikke kunne se ud af øjnene. Som dagene gik mærkede jeg at mit overskud faldt drastisk og jeg blev mere og mere ked af det. Jeg bliver ked af det når jeg ikke føler jeg har tid til at være sammen med Asta - Besøg på kirkegården, samtaler med Asta og med Gud, meditation, viusalisering, at skrive her på bloggen er med til at give mig overskud - At være for meget i sammenhænge hvor Asta ikke kan være med, som på mit arbejde, til vores naboes fødselsdag....... dræner mig, hvis det tager overhånd. Jeg tænker på om min sorg er blevet kronisk eller er i fare for at blive det, fordi jeg åbenbart ikke efter et år er nået til fase 4 hvor man ifølge teorien skal sige det endelige farvel. Davidsen Nielsen og Leick skriver " Det følelsesmæssige arbejde med de tre første opgaver leder hen mod det endelige farvel. Det ligger i første opgave at erkende. I anden opgave at mærke smerten, i 3 at tilegne sige nye færdigheder, som gør et nyt liv muligt. I gamle dage lagde man sørgebindet, det symboliserede overgangen til et nyt liv. Afskedsbrevet er et godt ritual, det afsluttes med farvel og markerer overgangen til en ny fase i pågældendes liv. Den døde vil ikke længere være den styrende men minderne om det døde barn får en naturlig plads i hverdagen" Endvidere skriver de om kronisk sorg " Uden den døde kan de ikke se nogen mening med tilværelsen, de føler sig forbitrede over at ingen synes at forstå omfanget af deres tab, men opfordrer dem til at gå igang med andre aktiviteter. Tankerne følelserne og minderne fylder så meget at de bliver en erstatning for den døde. De bliver vrede på en hvis man nævner de skal igennem et endeligt farvel. De har ingen modstand mod at græde, men modstanden kommer hvis man forsøger at få dem ind i den dybe gråd, de holder vejtrækningen. " Det er meget skræmmende læsning for mig, min terapeut siger igen og igen jeg skal skrive et farvelbrev, og JEG VIL IKKE, hun siger også at jeg holder vejrtrækningen så min gråd bliver overfladisk. Hvis jeg gik med sørgebind kunne jeg ikke drømme om at smide det, ever - og hvad så hvis min sorg går hen og bliver kronisk - er det ikke også lige meget - behøver man at blive glad igen når man har mistet et barn?????

Kan andre mennesker holde af Asta?

På Astas fødselsdag havde min veninde Angelica stillet et lys på Astas grav. På det havde hun skrevet noget i retning af. " Kære Barn tillykke med dit første år. Hilsen fra dine og din mors venner på Nørrebro. " Jeg ved at Angelica er knyttet til Asta ligesom jeg er meget knyttet til Angelicas døde datter Nor, til Lines India, til Mettes Noah, Mettes Markus, Lenes Matilde, Helles Jasmin, Helenes Juni og Clare Regitze, der ligger begravet skråt overfor Asta. Jeg holder meget af de døde børn og tænker tit på dem og taler med dem på kirkegården. Jeg tænker hvordan jeg er kommet til at holde så meget af dem og tror det må være gennem kærligheden til dem fra deres mødre, gennem fortællingen bliver de rigtige konkrete søde elskede babyer, og jeg er så ked af at de er døde. Jeg tror kun det er Lars og mig der holder af Asta ( udover andre engle mødre og fædre). Man synes nok det er synd for os, at det aldrig rigtig blev og vi ikke fik det barn vi ønskede os, men vi fik et barn, og selvom hun er død, og det er forfærdeligt og jeg er knust så fik vi hende, det døde barn, vores døde Asta, det er ikke sådan at vi ikke fik noget. Jeg vil så gerne gennem min kærlighed og fortællingen om Asta gøre hende mere konkret, så andre også ville tænke på hende og ikke kun på os, men jeg tror ikke det kan lade sig gøre. På Astas fødselsdag blev det meget tydeligt da min svigermor gav os blomster men ingenting til Asta, det var sødt af hende at tænke på os, men jeg ville alligevel helst have haft hun tænkte på Asta. Det fik mig også til at tænke på de der besøgte graven, gjorde de det for Astas skyld eller for vores. Måske kan almindelige mennesker ikke holde af døde børn. Jeg ved knap heller hvad jeg skal fortælle om mit skønne døde barn, andet end hun var bare så sød min Asta, og kærlig, selv hendes spark var så fine og bløde, forsigtige, hver gang jeg bekymrede mig om hende sparkede hun blidt og når far sagde hej sparkede hun også. Hun var bare så følsom og sart og meget højt udviklet, både Lars og jeg har haft den følelse at hun nok var højere udviklet end os. Min Asta pige var guld.

Har i børn?

Igår var Lars og jeg til vores naboes fødselsdag. Har i børn bliver vi hurtigt spurgt. Jeg har en dreng siger Lars og jeg siger ingenting, og føler bare så meget at vi svigter Asta. Når folk spørger om man har børn forventer de et positivt svar, lidt ligesom hvordan går det, her forventer man heller ikke en lang lidelses historie, som oftest. Jeg kendte ikke disse mennesker, og havde ikke mod på at dele min hjertesmerte og jeg tror heller ikke de havde mod på "at mødes sådan". Det gør bare så frygteligt ondt i mit hjerte, at fornægte mit barn på den måde, tilgiv mig lille Asta, og hver gang jeg siger nej, håber jeg du ved at jeg tænker, at jeg har et barn, selvom hun er død, min skønne lille Asta.

Hvis det er mennesker jeg forventer at møde igen siger jeg altid, jeg har fået en dødfødt datter. I starten sagde jeg som oftes jeg har en datter men hun er død. Det udløste som regel en reaktion som hvor skrækkeligt hvor gammel var hun og når jeg så sagde dødfødt ændredes reaktionen til nå og herefter forskellige muligheder, som prøver i igen, jeg har også fået en abort engang, ja man bliver vel ked af det selvom man ikke har kendt barnet. Sådanne bemærkninger er så dybt krænkende, Asta var et barn og ikke en abort, hun var et mennesker som levede inde i mig, og vi kendte hende, selvom vi ville have givet alt for at have kendt hende længere og bedre. Vi vil gerne have et barn til, men det ændre ikke vores sorg og savn over Asta, hun kan ikke erstattes af nogen anden. Nå jeg nu altid med det samme siger Asta var dødfødt, slipper jeg jo ikke for bemærningerne, men jeg slipper for at opleve reaktionen ændres og at tabet i nogen menneskers øjne, gøres mindre fordi Asta var dødfødt. Marianne Davidsen Nielsen og Nini Leick skriver i deres bog den nødevendige smerte: " at miste et barn er at miste noget af sig selv, uanset om det drejer sig om et dødfødt barn, et mindre årigt barn eller et voksent barn. Vores erfaring er at det at miste et barn medfører et meget vanskeligt sorgarbejde og at alderen er underordnet." Det betyder noget for mig at læse at mit barn og det tab jeg har lidt er lige så legitimt som tabet af ethvert levende barn, måske fordi jeg føler meget man skal forsvare og forklare når sorgen omhandler et dødfødt barn.

I går aftes taler de andre forældre om deres børn, Lars taler om Elias, Asta hende taler vi ikke om. Jeg elsker at tale om Asta også selvom jeg bliver ked af det og måsker græder lidt, men jeg har svært ved at finde modet og tænker måske også for meget over hvad andre nu tænker, og som jeg skriver dette, kommer jeg til at føle mig som en elendig mor.