At mindes dengang Asta levede, døde og blev født

For et par dage siden sad jeg og læste tilbage i blokken her, og genså videoen jeg lavede til min Asta i vinters. http://somenstjerne.blogspot.com/2008/07/der-er-ingen-mening-med-min-astas-dd.html. Jeg blev overvældet af de følelser fra dengang ,og hele det følelsesmæssige kaos vi var igennem, da vi fik at vide, at vores lille pige var død, og timerne efter, fødselen og begravelsen. Jeg ved med min fornuft at vi gjorde alt i vores magt for vores lille pige, og alligevel er jeg så ked af, at vi ikke havde hende med hjemme ( vi vidste ikke at man kunne), at vi ikke sang en vuggevise for hende, da vi puttede hende i kisten, og at hun ikke fik en rigtig dyne på, da vi puttede hende. Jeg ved at Asta ved, at vi ville have gjort alt for hende, og jeg ved også at vi gjorde det bedste vi kunne, men det piner mig alligevel, måske fordi vi havde kun den ene chance, vi havde hende kun hos os så kort, og vi fik kun lov til at putte hende en eneste gang. Man får kun en chance når det handler om et dødfødt barn.

Senere på dagen fik jeg besøg af min Sus. Vi sad her på min sofa og kiggede i den scrapbog jeg har lavet til Asta. Beskrivelsen af graviditeten, fødselen, billederne af vores lille pige, begravelsen, mine digte, følelser og tanker før og efter Asta døde. Og det var så dejligt at kunne side og holde om min Sus og mindes og græde lidt - og at hun vil, og tør være i det sammen med mig, er en stor gave. Få mennesker rummer sorgen, og det er så dejligt befriende, at have nogen tæt på der gør. "Trøst er, at der ingen trøst er" ( Bent Falck)

Da jeg havde fulgt Sus til toget, og gik langsom hjem, tænkte jeg med glæde og taknemlighed på hvor heldig jeg er, jeg har sådan en dejlig mand, en vidunderlig sød følsom og kær lille stedsøn, en hjerteveninde, en hyggelig hule ( vores lejlighed) og bræddehytten vores faldefærdige kolonihave, der engang skal blive til Astas fantastiske blomsterparadis. Jeg elsker mit liv, jeg har så meget at være taknemlig for.