Holder jeg fast i sorgen

Til morgen cykler jeg på kirkegården. Nej hvor var det dejligt at side der og kigge på Astas ting og blomster lytte til hendes spilledåse og tale med såvel Asta som med Gud. Sidste tirsdag startede jeg på nyt arbejde, på Hospice på Frederiksberg. Jeg er gået fra 24 timer til 32 timer, fra dagvagter til skiftende vagter. Det er virkelig hårdt og jeg har været så træt og selvom jeg har forsøgt at komme dagligt på kirkegården har jeg bare været så træt at jeg næsten ikke kunne se ud af øjnene. Som dagene gik mærkede jeg at mit overskud faldt drastisk og jeg blev mere og mere ked af det. Jeg bliver ked af det når jeg ikke føler jeg har tid til at være sammen med Asta - Besøg på kirkegården, samtaler med Asta og med Gud, meditation, viusalisering, at skrive her på bloggen er med til at give mig overskud - At være for meget i sammenhænge hvor Asta ikke kan være med, som på mit arbejde, til vores naboes fødselsdag....... dræner mig, hvis det tager overhånd. Jeg tænker på om min sorg er blevet kronisk eller er i fare for at blive det, fordi jeg åbenbart ikke efter et år er nået til fase 4 hvor man ifølge teorien skal sige det endelige farvel. Davidsen Nielsen og Leick skriver " Det følelsesmæssige arbejde med de tre første opgaver leder hen mod det endelige farvel. Det ligger i første opgave at erkende. I anden opgave at mærke smerten, i 3 at tilegne sige nye færdigheder, som gør et nyt liv muligt. I gamle dage lagde man sørgebindet, det symboliserede overgangen til et nyt liv. Afskedsbrevet er et godt ritual, det afsluttes med farvel og markerer overgangen til en ny fase i pågældendes liv. Den døde vil ikke længere være den styrende men minderne om det døde barn får en naturlig plads i hverdagen" Endvidere skriver de om kronisk sorg " Uden den døde kan de ikke se nogen mening med tilværelsen, de føler sig forbitrede over at ingen synes at forstå omfanget af deres tab, men opfordrer dem til at gå igang med andre aktiviteter. Tankerne følelserne og minderne fylder så meget at de bliver en erstatning for den døde. De bliver vrede på en hvis man nævner de skal igennem et endeligt farvel. De har ingen modstand mod at græde, men modstanden kommer hvis man forsøger at få dem ind i den dybe gråd, de holder vejtrækningen. " Det er meget skræmmende læsning for mig, min terapeut siger igen og igen jeg skal skrive et farvelbrev, og JEG VIL IKKE, hun siger også at jeg holder vejrtrækningen så min gråd bliver overfladisk. Hvis jeg gik med sørgebind kunne jeg ikke drømme om at smide det, ever - og hvad så hvis min sorg går hen og bliver kronisk - er det ikke også lige meget - behøver man at blive glad igen når man har mistet et barn?????