Asta du lever i os

Var i kirke idag, et lille barn blev døbt. Præsten sluttede med at sige at nu var Phillip blevet Guds barn. Det gjorde mig rasende, og her kommer mit problem med folkekirken, hvem har ret til at sige sådan, er vi ikke alle guds børn? Det provekerer mig rigtigt meget. Jeg er dybt troende og har et dejligt forhold til Gud, men jeg har det nok bedst med, at vores forhold bare bliver mellem Gud og mig. Efter dåben sang vi sov sødt barnlille, og den ramte mig lige i hjertet. Den sang vi til Astas begravelse. Da Lars og jeg havde sænket vores lille piges kiste i jorden, sang vi denne vidunderlige vuggevise. Jeg savner min Asta helt forfærdeligt meget, kirken var fuld af forældre og små børn, og i sådan en stund kan jeg blive vred på Gud over, hvorfor i alverden måtte jeg ikke beholde mit barn her hos mig, til min død vil det virke helt forkert. Lars og jeg tog på kirkegården bagefter. Vi talte om Asta, hendes sjæl er hos Gud, men hvad er hendes sjæl, er hun en baby sjæl, eller en voksen sjæl. Lars siger han tror hun er en baby sjæl, det tror jeg på en måde også, og det gør det hele meget værre, for babyer har da brug for sin mor og sin far. Det er fint med vores slægtninge der, der sikkert passer på vores Asta, men det kan da aldrig blive det samme, hun må da mangle sin mor og sin far, og det gør mig bare så ked af det. Vi taler om, at vi er i en proces, hvor vi er igang med at lave vores liv fuldstændigt om, og det kan vi også takke Asta for.
Asta, mors lille guldpige, du lever i os, og vi savner dig forfædeligt meget.