At være pårørende

Da Lars og jeg var ude og kigge på vores nye kolonihavehus, og mens Lars stod og kiggede på bræddehytten, der var ved at skvatte sammen, og kløede sig i håret, og grublede så det knagede, skal, skal ikke....., stod Siri og jeg i hendes dejlige paradisiske have. Hvordan har du det" spørger Siri" Meget bedre" svarer jeg og smiler. " Du ser også bedre ud, og i har klaret det sammen jer to" " Ja " smiler jeg. Vi holder hinanden i hånden et øjeblik og Siri siger " Godt" Dette var en ærlig samtale, mellem 2. engleforældre( Siri mistede sin datter, Tuva, i en meningsløs ulykke, i 2005) Jeg fortæller jeg har det bedre, og Siri synes det er godt. Siri kender min smerte, og jeg ved, at selvom Siri er lykkelig og lever sit liv, så lever hun på grund af Tuva, og sorgen den er der stadigvæk, selvom hun ikke hele tiden er i sorgens værelser, Siris hus er stort.

Det er ikke altid nemt at være pårørende, jeg har følt mig svigtet og misforstået i et væk, er altid på stikkerne, hvad vil de nu ikke forstå. Jeg kan tage meget fra andre engleforældre også uenighed, jeg kan være fuldstændig åben overfor andre, der selv har mistet et barn, fordi jeg ved, at de ved hvordan det er. Hvis nu en anden havde sagt det var godt jeg havde det bedre, var jeg muligvis blevet såret, fordi jeg kunne have fortolket det således, at de ønskede jeg skulle glemme mit barn, og bare ville have deres gamle datter og veninde tilbage. Muligvis havde jeg slet ikke sagt med sammen åbenhed at jeg har det bedre, af frygt for at de vil tro, at så kan vi glemme den historie, nu er det overstået. Det man ved når man har mistet et barn, er, det er aldrig overstået, børnene lever i os, vi har brug for at mindes og vi glemmer dem aldrig.

De fleste i min daværende omgangskreds holdt op med at spørge til Asta efter 2-3 måneder. Man holdt simpelthen op med at spørge til Asta eller til os, talte om andre ting, og spurgte ikke ind til, eller drejede samtalen over i noget andet, eller drejede samtalen over i egne børn, fødsler eller kom med velmendede bemærkninger om man ikke også skulle se at komme videre. Jeg føler mig vanvittigt svigtet, og det synes helt grotesk, at de bare har ladet mig alene. Jeg har følt jeg har skulle forsvare Asta som rigtigt menneske og barn og ikke bare en tabt drøm - Det har været frygteligt svært, og jeg har raset mod mine omgivelser. Men jeg kan også se nu, det er ikke altid nemt at være pårørende. Jeg kan blive utroglig provekeret af udsagn fra pårørende, hvor selvsamme udsagn, måske ville skabe samhørighed eller eftertænksomhed hvis de kom fra en anden forældre til et dødt barn.