Vejen jeg går

Var til terapi for sidste gang idag. Min terapeut brugte lang tid på at prøve at overbevise mig om at jeg skal skrive et farvel brev til Asta. Jeg sagde nej tak, og følte mig mærkeligt afklaret, jeg har tillid til vejen jeg går - og på den sti er der ingen farvelbreve til Asta, for Asta lever i mig og vi ses igen. Vi lavede en visualiseringsøvelse, hvor jeg skulle finde et sted i kroppen at gå ind, og se på mit liv, og forestille mig hvad der skal til for at jeg kan blive glad igen. Jeg oplevede at gå ind i mit hjerte, det var forbasende let, men også en smule tungt i højre side. Jeg så på mig selv. Først på mit arbejde, og fik følelsen af ro og meningsfuldhed. Derefter så jeg Larses og mit nye kolonihavehus, jeg følte glæde ved at skulle skabe et blomsterparadis. Så Siri for mig, min nabo derude i kolonihaverne, som også har mistet et barn for nogle år tilbage. Siris have er et kunstværk, så kreativ, smuk, blomstrende og fuld af liv på alle måder. Jeg så kønne skønne rødhårede Anne for mig, der siger; "Har du talt med Gud om det her ", og jeg smiler til hende, helt inde fra min sjæl. Så ser jeg min Sus som bare er, og min Lars Herefter begyndte jeg at diskutere lidt med mig selv, fordi jeg ikke så mig selv som gravid og med en levende baby. Jeg holdt op med at diskutere og forundres, og istedet accepterede hvad jeg så og oplevede uden forbehold, og nåede frem til, at selvom et barn til, er et meget højt ønske, bliver dets mission ikke at gøre mor glad igen, og det føltes egentligt rigtigt.

Mit liv gør mig egentlig glad, ihvertefald under en visualiseringsøvelse. Jeg har kærlighed i mit liv, mennesker der vil tale om Gud, kærligheden og livets mening. Et meningsfuldt arbejde, og kreative projekter. Jeg er meget taknemlig for disse ting, helt og aldeles dybt taknemelig helt inde fra hjertet af, og når jeg ikke, endnu, kan sige jeg er lykkelig, er det fordi jeg savner Asta og stadigvæk bare er så ked af at hun er død.

Ingen farvel breve, og selvom min terapeut selvfølgelig i en god mening pressede meget på, for det brev, sagde jeg med overbevisning i stemmen "Jeg har tillid til vejen jeg går.