Har i børn?

Igår var Lars og jeg til vores naboes fødselsdag. Har i børn bliver vi hurtigt spurgt. Jeg har en dreng siger Lars og jeg siger ingenting, og føler bare så meget at vi svigter Asta. Når folk spørger om man har børn forventer de et positivt svar, lidt ligesom hvordan går det, her forventer man heller ikke en lang lidelses historie, som oftest. Jeg kendte ikke disse mennesker, og havde ikke mod på at dele min hjertesmerte og jeg tror heller ikke de havde mod på "at mødes sådan". Det gør bare så frygteligt ondt i mit hjerte, at fornægte mit barn på den måde, tilgiv mig lille Asta, og hver gang jeg siger nej, håber jeg du ved at jeg tænker, at jeg har et barn, selvom hun er død, min skønne lille Asta.

Hvis det er mennesker jeg forventer at møde igen siger jeg altid, jeg har fået en dødfødt datter. I starten sagde jeg som oftes jeg har en datter men hun er død. Det udløste som regel en reaktion som hvor skrækkeligt hvor gammel var hun og når jeg så sagde dødfødt ændredes reaktionen til nå og herefter forskellige muligheder, som prøver i igen, jeg har også fået en abort engang, ja man bliver vel ked af det selvom man ikke har kendt barnet. Sådanne bemærkninger er så dybt krænkende, Asta var et barn og ikke en abort, hun var et mennesker som levede inde i mig, og vi kendte hende, selvom vi ville have givet alt for at have kendt hende længere og bedre. Vi vil gerne have et barn til, men det ændre ikke vores sorg og savn over Asta, hun kan ikke erstattes af nogen anden. Nå jeg nu altid med det samme siger Asta var dødfødt, slipper jeg jo ikke for bemærningerne, men jeg slipper for at opleve reaktionen ændres og at tabet i nogen menneskers øjne, gøres mindre fordi Asta var dødfødt. Marianne Davidsen Nielsen og Nini Leick skriver i deres bog den nødevendige smerte: " at miste et barn er at miste noget af sig selv, uanset om det drejer sig om et dødfødt barn, et mindre årigt barn eller et voksent barn. Vores erfaring er at det at miste et barn medfører et meget vanskeligt sorgarbejde og at alderen er underordnet." Det betyder noget for mig at læse at mit barn og det tab jeg har lidt er lige så legitimt som tabet af ethvert levende barn, måske fordi jeg føler meget man skal forsvare og forklare når sorgen omhandler et dødfødt barn.

I går aftes taler de andre forældre om deres børn, Lars taler om Elias, Asta hende taler vi ikke om. Jeg elsker at tale om Asta også selvom jeg bliver ked af det og måsker græder lidt, men jeg har svært ved at finde modet og tænker måske også for meget over hvad andre nu tænker, og som jeg skriver dette, kommer jeg til at føle mig som en elendig mor.