søndag den 10. august 2008

Kan andre mennesker holde af Asta?

På Astas fødselsdag havde min veninde Angelica stillet et lys på Astas grav. På det havde hun skrevet noget i retning af. " Kære Barn tillykke med dit første år. Hilsen fra dine og din mors venner på Nørrebro. " Jeg ved at Angelica er knyttet til Asta ligesom jeg er meget knyttet til Angelicas døde datter Nor, til Lines India, til Mettes Noah, Mettes Markus, Lenes Matilde, Helles Jasmin, Helenes Juni og Clare Regitze, der ligger begravet skråt overfor Asta. Jeg holder meget af de døde børn og tænker tit på dem og taler med dem på kirkegården. Jeg tænker hvordan jeg er kommet til at holde så meget af dem og tror det må være gennem kærligheden til dem fra deres mødre, gennem fortællingen bliver de rigtige konkrete søde elskede babyer, og jeg er så ked af at de er døde. Jeg tror kun det er Lars og mig der holder af Asta ( udover andre engle mødre og fædre). Man synes nok det er synd for os, at det aldrig rigtig blev og vi ikke fik det barn vi ønskede os, men vi fik et barn, og selvom hun er død, og det er forfærdeligt og jeg er knust så fik vi hende, det døde barn, vores døde Asta, det er ikke sådan at vi ikke fik noget. Jeg vil så gerne gennem min kærlighed og fortællingen om Asta gøre hende mere konkret, så andre også ville tænke på hende og ikke kun på os, men jeg tror ikke det kan lade sig gøre. På Astas fødselsdag blev det meget tydeligt da min svigermor gav os blomster men ingenting til Asta, det var sødt af hende at tænke på os, men jeg ville alligevel helst have haft hun tænkte på Asta. Det fik mig også til at tænke på de der besøgte graven, gjorde de det for Astas skyld eller for vores. Måske kan almindelige mennesker ikke holde af døde børn. Jeg ved knap heller hvad jeg skal fortælle om mit skønne døde barn, andet end hun var bare så sød min Asta, og kærlig, selv hendes spark var så fine og bløde, forsigtige, hver gang jeg bekymrede mig om hende sparkede hun blidt og når far sagde hej sparkede hun også. Hun var bare så følsom og sart og meget højt udviklet, både Lars og jeg har haft den følelse at hun nok var højere udviklet end os. Min Asta pige var guld.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start