At hilse på igen

I marts måned formulerede jeg det for mig selv for første gang, i indlægget, jeg vil altid være Astas mor: http://somenstjerne.blogspot.com/2008/07/jeg-vil-altid-vre-astas-mor.html "Jeg kan ikke sige farvel men goddag til mit døde barn", skrev jeg. Det er lykkedes mig meget godt, jeg har grebet lidt hist og der. Åbent hus arrangemeterne i forening for spædbarnsdød, hvor jeg har hørt ting fra de andre mødrer til døde børn, en mor sagde at man kunne sagtens købe tøj til døde børn, en anden at man godt kunne købe rigtigt legetøj fx bamser og stille ved graven ( symboler der har hjulpet mig med at fornemme Astas nærvær)Jeg har udvekslet erfaringer og tanker på internet i forummet små engle http://smaa-engle.dk/, og fået meget ud af at læse Heidis og Lines bloghttp://www.indiaograja.blogspot.com/, http://laurtussen.blogspot.com/. Jeg har i stigende grad fået inkopereret Astas væren i mit liv, langsomt fået det bedre. Alligevel har jeg følt mig forkert i terapi sammenhæng, fordi målet ( min terapeuts mål) var det endelige farvel, og og når jeg læste i Davidsen og Nielsen, så det jo heller ikke så godt ud for mig ( jeg værgede mod det endelige farvel og jeg græd på en forkert måde)Igennem rådgiver, Ester Holte Kofodfra fra forening for spædbarnsdød, har jeg fået nyere og meget interessant litteratur om sorg. Her kan jeg læse at begreberne kronisk sorg / patologisk sorg er erstattet af begrebet kompliceret sorg. Jeg kan også udfra litteraturen vurdere, at jeg ikke har kompliceret sorg, og når det er lykkedes for mig at nå hertil, mener jeg selv, at det skyldes, at jeg har formået det psykolog Michael White kalder at hilse på igen. Han gør op med farvel metaforen som den eneste rigtige vej indenfor sorgterapi, og introducerer istedet metaforen at hilse på igen og gen-medlemsgørelse( at indlemme/ inkorporere den tabte relation i sorgarbejdet). Hans teori bygger på antagelsen at patologisk sorg kan skyldes at man har været for dygtig til at sige farvel og det er en bedre ide at sige goddag. Som jeg ser det, forstår det, vender han det hele på hovedet, og istedet for at fokusere på det man har mistet, lægges fokus på det man har fået og hvordan man kan fastholde nærværet/ den dødes tilstedeværelse. Jeg blev meget glad da jeg læste hans teori, for det er jo sådan det er for mig. Jo mere jeg siger goddag til Asta, jo mere jeg får hende inkorporeret i mit liv, des bedre får jeg det. Jeg tænker på hvor herskende diskursen om farvel er i vores samfund, desværre, og det måske også er med til, at det kan være så svært for omgivelserne at forstå, hvor vigtigt det er for mig, at Asta stadigvæk er en del af mit liv selvom hun er død. Asta min lille pige, jeg vil altid være din mor, og jeg er ved at finde ud af hvordan.

Litt: Michael White, narrativ praksis. Hans reitzels forlag 2006
Alte Dyregov, kompliceret sorg: teori og behandling( tidsskirft for norsk psykologiforening, 43 2006)