Et aftryk i verden

Efter jeg er blevet Astas mor er jeg blevet meget følsom. Jeg bliver ofte meget berørt og kan ikke kontrollerer gråd på samme måde som førhen. Jeg har måtte se mig selv i mange situationer begynde spontant at græde og bare leve med min følsomhed. Jeg er vokset op med at det er svagheds tegn at vise følelser og har i den grad skulle vende mig til at leve med at udelvere mig selv, som det jo er, når man viser sit inderste, fx ved gråd.

Den anden dag på arbejde kom en tidligere pårørende forbi og afleverede chokolade. Hun var meget bevæget og græd. Da hun var gået var der nogle af kollegaerne der beklagede sig over at det skete alt for sjældent de fik vin og chokolade.

Jeg blev vred, taknemlighed kan ikke gøres op i chokolade. Jeg fortalte om min egen oplevelse med at være patient og blev så dybt bevæget at jeg begyndte at græde. Jeg så for mig den medfølende læge der fortalte mig at min baby var død, den fantastiske jordmoder der var sammen med os dagen lang i vores følelsesmæssige kaos, kapelmesteren den fine mand, ih hvor var han fin og medfølende, hvor meget choklade han mon får, sikkert ikke meget, men jeg husker hans ansigt, hans hjælp indtil den dag jeg dør.

Jeg tror ikke mine tårer eller fortælling gjorde særlig indtryk på de brokkende kollegaer. Men næste dag sagde min afdelingssygeplejerske at hun var så begejstret for min måde at være på, og synes jeg er følelsessmæssig modig. Det er en af de gaver jeg har fået af Asta, min lille guldpige lever videre i mig, og med sit korte liv og død sætter hun aftryk i verden