Som en stjerne på himlen

Kære Asta, min kære lille smukke døde buttede babypige.

Jeg savner dig. Jeg ved at jeg lider fordi jeg er bundet til kroppen til mit Ego. Jeg ved hvis jeg slipper mærker jeg dig så intenst og så nærværende som var du her fysisk. Jeg har forstået hvor stor en gave du var og er, jeg ved at din krop er død, men at kærligheden lever videre. Vi er så forbundet, og jeg elsker dig helt ufatteligt meget. Jeg ved du har det godt hvor du er.

Når jeg sidder her og græder er det bare det ego der, kroppen, der foranleder mig til at tror at vi er adskilt, men jeg har forstået det lille Asta, du er den største gave af alle, og du er jo lige her.

Du er som en stjerne på himlen,
smuk og lysende
håb i mørke
så langt væk og alligevel så tæt på

flyv, flyv min lille smukke pige,
flyv derhen du vil
flyv.............
og jeg "flyver" med dig

Forevigt din Mor

Dødtræt Mor

Jeg er udmattet, træt, forkølet, har ondt i halsen, føler mig deprimeret. Der bliver stillet store krav til mig på mit arbejde, eller også er det mig der stiller store krav til mig selv. Jeg har lyst til at ligge mig ned og græde og sige jeg kan ikke mere, min Asta er død, jeg er dødtræt. Jeg har sat mig i forsørger rollen herhjemme, jeg er stadigvæk i prøveperiode på mit arbejde. Jeg bliver nød til at holde ud, jeg er bare så træt så træt, og når jeg er træt sniger sorgen sig frem og fylder det hele inde i mig og ligger mig ned.

Et aftryk i verden

Efter jeg er blevet Astas mor er jeg blevet meget følsom. Jeg bliver ofte meget berørt og kan ikke kontrollerer gråd på samme måde som førhen. Jeg har måtte se mig selv i mange situationer begynde spontant at græde og bare leve med min følsomhed. Jeg er vokset op med at det er svagheds tegn at vise følelser og har i den grad skulle vende mig til at leve med at udelvere mig selv, som det jo er, når man viser sit inderste, fx ved gråd.

Den anden dag på arbejde kom en tidligere pårørende forbi og afleverede chokolade. Hun var meget bevæget og græd. Da hun var gået var der nogle af kollegaerne der beklagede sig over at det skete alt for sjældent de fik vin og chokolade.

Jeg blev vred, taknemlighed kan ikke gøres op i chokolade. Jeg fortalte om min egen oplevelse med at være patient og blev så dybt bevæget at jeg begyndte at græde. Jeg så for mig den medfølende læge der fortalte mig at min baby var død, den fantastiske jordmoder der var sammen med os dagen lang i vores følelsesmæssige kaos, kapelmesteren den fine mand, ih hvor var han fin og medfølende, hvor meget choklade han mon får, sikkert ikke meget, men jeg husker hans ansigt, hans hjælp indtil den dag jeg dør.

Jeg tror ikke mine tårer eller fortælling gjorde særlig indtryk på de brokkende kollegaer. Men næste dag sagde min afdelingssygeplejerske at hun var så begejstret for min måde at være på, og synes jeg er følelsessmæssig modig. Det er en af de gaver jeg har fået af Asta, min lille guldpige lever videre i mig, og med sit korte liv og død sætter hun aftryk i verden

Himlens port

Ved du hvad Far, universet er ikke uendeligt. For enden af universet står der en stige der går op i himlen, og det er den Asta er kravlet op af" ( Elias Valdemar Brøgger Jensen, 7 år)

Sårbar mor

At være mor er meget sårbart. Hvor meget gik for alvor op for mig da jeg læste Esters kommentar igår, til mit indlæg om at hilse på. Ester støtter og anderkender den vej jeg går, tror på mig, den måde jeg vælger at være mor til Asta på. Jeg blev så rørt, og der gik det op for mig, hvor usikker jeg egentlig er omkring det at være mor til Asta. Jeg opdagede hvor skrøbelig min selvtillid er når det kommer til at være Astas mor og hvor meget det betyder at jeg er en værdig mor for Asta.

At hilse på igen

I marts måned formulerede jeg det for mig selv for første gang, i indlægget, jeg vil altid være Astas mor: http://somenstjerne.blogspot.com/2008/07/jeg-vil-altid-vre-astas-mor.html "Jeg kan ikke sige farvel men goddag til mit døde barn", skrev jeg. Det er lykkedes mig meget godt, jeg har grebet lidt hist og der. Åbent hus arrangemeterne i forening for spædbarnsdød, hvor jeg har hørt ting fra de andre mødrer til døde børn, en mor sagde at man kunne sagtens købe tøj til døde børn, en anden at man godt kunne købe rigtigt legetøj fx bamser og stille ved graven ( symboler der har hjulpet mig med at fornemme Astas nærvær)Jeg har udvekslet erfaringer og tanker på internet i forummet små engle http://smaa-engle.dk/, og fået meget ud af at læse Heidis og Lines bloghttp://www.indiaograja.blogspot.com/, http://laurtussen.blogspot.com/. Jeg har i stigende grad fået inkopereret Astas væren i mit liv, langsomt fået det bedre. Alligevel har jeg følt mig forkert i terapi sammenhæng, fordi målet ( min terapeuts mål) var det endelige farvel, og og når jeg læste i Davidsen og Nielsen, så det jo heller ikke så godt ud for mig ( jeg værgede mod det endelige farvel og jeg græd på en forkert måde)Igennem rådgiver, Ester Holte Kofodfra fra forening for spædbarnsdød, har jeg fået nyere og meget interessant litteratur om sorg. Her kan jeg læse at begreberne kronisk sorg / patologisk sorg er erstattet af begrebet kompliceret sorg. Jeg kan også udfra litteraturen vurdere, at jeg ikke har kompliceret sorg, og når det er lykkedes for mig at nå hertil, mener jeg selv, at det skyldes, at jeg har formået det psykolog Michael White kalder at hilse på igen. Han gør op med farvel metaforen som den eneste rigtige vej indenfor sorgterapi, og introducerer istedet metaforen at hilse på igen og gen-medlemsgørelse( at indlemme/ inkorporere den tabte relation i sorgarbejdet). Hans teori bygger på antagelsen at patologisk sorg kan skyldes at man har været for dygtig til at sige farvel og det er en bedre ide at sige goddag. Som jeg ser det, forstår det, vender han det hele på hovedet, og istedet for at fokusere på det man har mistet, lægges fokus på det man har fået og hvordan man kan fastholde nærværet/ den dødes tilstedeværelse. Jeg blev meget glad da jeg læste hans teori, for det er jo sådan det er for mig. Jo mere jeg siger goddag til Asta, jo mere jeg får hende inkorporeret i mit liv, des bedre får jeg det. Jeg tænker på hvor herskende diskursen om farvel er i vores samfund, desværre, og det måske også er med til, at det kan være så svært for omgivelserne at forstå, hvor vigtigt det er for mig, at Asta stadigvæk er en del af mit liv selvom hun er død. Asta min lille pige, jeg vil altid være din mor, og jeg er ved at finde ud af hvordan.

Litt: Michael White, narrativ praksis. Hans reitzels forlag 2006
Alte Dyregov, kompliceret sorg: teori og behandling( tidsskirft for norsk psykologiforening, 43 2006)