Puslefasen, januar 2008

Onsdag den 16. januar 2008
Mødtes med de andre piger fra efterfødselsgymnastik. Vi fik talt om så mange ting. Vores gravsteder, hvor tit vi kommer der og hvad vi stiller der. Vores fødsler hvordan var de, hvor længe varede de og fik vi smertestillende medicin. Hvordan så vores børn ud og hvem lignede de. Omgivelsernes reaktion, mange har rigtig god støtte men vi oplever alle sammen meget sårende bemærkninger ind imellem og manglende forståelse. Hvordan er det at starte på arbejde igen. Hvordan er det at være gravid igen, og så er der os der sukker efter at blive gravid igen. Hvordan er de andres børn reaktion, alle stedbørn. Jeg oplevede nok at jeg var den eneste der stadigvæk på fuld tid beskæftiger sig med det døde barn, men er jo heller ikke hverken gravid igen, eller er startet på arbejde igen. Jeg oplevede nok ikke den store forståelse omkring at jeg havde købt en body, de andre havde helt sikkert ikke brug for at have ting på den måde, der minder om det døde barn. Jeg sagde, som det er, den body kan de finde når de rydder efter mig på plejehjemmet, jeg skiller mig aldrig af med den. Faktisk tror jeg ikke jeg er færdig med at købe tøj til Asta. Selvfølgelig kan man købe tøj til døde børn. Jeg siger selvfølgelig lidt trodsigt, og ved godt jeg er på usikker grund. En af de andre kvinder sagde at min trang til at omgive mig med symboler er normalt, for jeg pusler om mit barn. Jeg synes det var godt sagt. Jeg er i pusle fasen. Hvorfor står der ikke noget om det i bøgerne, puslefasen. Hvor længe mon den varer. Jeg nyder at pusle om mit barn, søde lille Asta, mor elsker dig.